Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
609
uden at jeg endog blot har friet; hun er avlet af
en Mare og en Vampyr i Forening, og selv naar hun
ikke rider paa mine Lunger og suger mit Hjerteblod,
lader hun mig dog forstaa, at hun opholder sig i
Nærheden og med det Første agter at beære mig med
et Besøg.» Virkelig Sindsforvirring synes næsten at
maatte være kommen som Forløsning efter en saadan
indledende Tilstand. Lægerne anbefalede et Ophold i en
dengang meget anset Sindssygeanstalt i Slesvig. Paa
Rejsen derned skrev Tegner ombord en Række fine
lyriske Strofer Rese-fantasier kaldet, med skønne
Naturspejlinger fra Hav og Kyst. Rørende er det at
høre ham under disse Omstændigheder istemme sin gamle
Lære om Nødvendigheden af Billedets og Tankens Klarhed
i Kunsten:
Vakna bild och tanke, ordet med
vaknar uppå skalaens honungsstånkta
gudamund
uti klingande forbund,
och klart det sagda år, om klart det tånkta.
Selv i det Øjeblik Mørket lejrede sig om hans Hjerne,
nedskrev denne Lysets Forkynder med skælvende Haand
en sidste Protest mod Uklarhedens Forvirring. Han
kæmpede saa at sige for Fornuftens Lys endnu mens
Vanviddets Skyer trak sig sammen om hans Hoved.
Opholdet i Slesvig blev ikke langt; han bedredes
hurtigt; men det har Interesse at følge ham selv paa
Sindssygehospitalet, saa smukke og ejendommelige var
undertiden de Sværmerier, som plagede ham. En Person,
der fulgte ham derned, har f. Eks. opbevaret os
følgende ordrette Udtalelse af ham under Sygdommen:
«Det hele Urede kommer af det fordømte Jav med
Diademet, som de skulde sætte paa mig. Du kan ellers
tro, det var et Pragtstykke. Billeder i Miniatyr,
ikke malede, men lyslevende og virkeligt eksisterende
Miniatyrer af fjorten af de ædleste Digtere udgjorde
en Krans. Det var Homer og Pindar, Tasso og Virgil,
Schiller, Petrarca, Ariosto, Goethe, Sofokles, Leopold
og Milton m. fl. Imellem hver af dem brændte en
straalende Stjerne, ikke af Flitterguld, ikke heller
af Diamanter, men af virkeligt kosmisk Stof. Midt for
Panden var anbragt et Diadem af Form som en Lyre,
der havde laant noget af Solens eget selvstændige
Lys, hvilket saa livligt belyste Stjernekransen,
at jeg syntes, jeg gennemskuede hele Verden. Saa
G. Brandes: Samlede Skrifter. III.
39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
