Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svenske Personligheder - Mathilda Malling (f. 1864)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mathilda Malling
713
til Byrde. Hun elsker ham uden Hensyn til, om han i
Øjeblikket har gjort sig mere eller mindre fortjent
til hendes Kærlighed, fordi hun forstaar og paaskønner
hans Værd.
Vi ser hende især i to Forviklinger. Den første
opstaar ved den vanskelige Stilling, hvori hun
befinder sig, da Napoleons Søster Caroline kaster
Tørklædet til hendes Mand og stiller ham blot overfor
Kejseren, idet hun, uden at han fatter Hensigten,
gør ham sig saa forbunden, at hun tør haabe i ham
ved et muligt Tronskifte at have et villigt Redskab
for sine ærgerrige Planer. Her viser Madame Junot
sig paa Situationens Højde, reddende Skinnet, og
mere end det, bevarende Junot’s Kærlighed og efter
Evne dækkende ham overfor Napoleons Vrede. Den
anden vanskelige Situation, hun er voksen, er den,
som opstaar, da Kejseren nu som tidligere forsøger
Tilnærmelser til hende, og hun nødes til (hvad hendes
Mand aldrig har formaaet) at møde Napoleon med et
Nej. Dette sidste Motiv er saa let behandlet, at det
optager betydelig mindre Plads og Interesse i Bogen
end det første. Hendes Holdning her viser yderligere
Styrken af hendes Kærlighed til Junot, siden hun selv
finder det umuligt, at en Kvinde skulde kunne afvise
Kejseren, med mindre hun var helt optagen af en anden
Mand.
Uden at staa paa Højde med sin Hustru hverken
i Forstand eller i Karakter, er Junot fra
Forfatterindens Haand en saare tiltalende Skikkelse
og sikkert i det Væsenlige historisk sand.
I alle ydre Træk svarer dernæst Napoleon, som han
fremtræder i Forfatterindens Fortælling, vistnok til,
hvad historisk Forskning har fastslaae!. Den Rolle,
han her spiller, er jo ikke helt igennem smuk. Vi
ser ham omhyggeligt betjent af sine Spioner og med
en næsten smaalig Interesse fordybe sig i, hvad de
meddeler ham om Sladder og Skandale i Paris; vi ser
ham optagen af at udruste det nye Kejserhof med en
ret barbarisk og tungt kedsommelig Prang og Pragt;
vi ser ham endelig lidt uskønt foretagsom overfor en
Ungdomsveninde, hvis Følelser for ham han tager fejl
af, og af hvis sjælelige Beskaffenhed han viser sig
som en daarlig Kender. Forfatterinden kan altsaa med
Rette hævde, at hun, trods sit Sværmeri for Manden
og hans Tid, ingenlunde har ladet sig blænde, men
har fremhævet de Træk, som ikke vækker Begejstring,
og alene har stræbt at være sand. Alligevel føler
man, at denne Napoleon er tegnet af en Kvinde-haand
og det en nænsom. Hendes Napoleon er fin, selv naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
