Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - IV. René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
René
49
intetgørelseslyst: «Jeg antager,* hedder det videre
til Celuta, «at Renes Hjerte nu ligger aabent
for dig. Ser du den forunderlige Verden, som det
indeholder? Der udgaar fra dette Hjerte Flammer,
som mangler Næring og som kunde fortære Skabningen
uden at mættes, ja fortære dig selv.»
Og i samme Aandedræt er han atter religiøs, atter
ydmyg, atter skælvende for Guds Vrede. Han hører den
Almægtige raabe til sig i Ensomheden som til Kain:
«René, René! hvad har du gjort af din Søster?»
Den eneste Uret, han bebrejder sig mod Celuta, er
den, overhovedet at have knyttet hendes Skæbne til
sin. Den dybeste Sorg, dette Forhold har voldt ham,
er den, at Celuta har gjort ham til Fader, thi med
en Art Rædsel har han set, at hans Liv saaledes
forlænges ud over dets Grænse. Han opfordrer hende
til at brænde alle hans Papirer, brænde Hytten, han
har bygget, og hvori de har boet, og vende hjem til
hendes Broder. Han ønsker ikke at efterlade noget
Spor paa Jorden af sin Tilværelse. Helst vilde han
øjensynligt befale Celuta, at hun selv, som de indiske
Enker, skulde brænde med paa Baalet. Den Nidkærhed,
der besjæler ham, er af samme Art som den, der i
Middelalderen bragte saa mangen Ridder til at dræbe
sin Yndlingshest. («Den Hest, som mig har baaret,
skal Ingen sidde paa».) Han slutter sin Afskedsepistel
til sin Hustru med et typisk Farvel:
«Hvis jeg, Celuta, nu maa dø, da kan du efter min Død
formæle dig med en roligere Aand end min. Men tro dog
ikke nogensinde ustraffet at kunne modtage en anden
Mands Kærtegn; tro ikke at svage Omfavnelser i din
Erindring kan udslette René’s. Jeg har trykket dig
til mit Hjerte midt i Ørkenen, under Uvejrets Storme,
den Gang, da jeg bar dig over paa den anden Side af
Strømmen og da jeg tænkte paa at dræbe dig med et
Dolkestød for at fæstne Lykken i din Barm og straffe
mig for at have skænket dig denne Lykke. - Det er dig,
du højeste Væsen, du Kilde til Kærlighed og Skønhed,
det er dig alene, som har skabt mig saaledes som jeg
er, og ene dig, som kan forstaa mig! O hvorfor har jeg
ikke styrtet mig ned i Vandfaldene, midt ned i deres
skummende Vande! jeg vilde da være vendt tilbage til
Naturens Skød med hele min Energi.»
«Ja, Celuta, hvis du mister mig, saa vil du vedblive
at være Enke. Hvem kunde omgive dig med den Flamme,
jeg bærer i mig, selv naar jeg ikke elsker? De ensomme
Steder, som jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
