Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - V. Sénancour, Obermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Obermann
61
besad Neapel, bygge en Balsal i Krateret paa
Vesuv. Kun naar han er ganske ene, ganske uophidset,
i taageslørede Skove, hvor han mindes den i dette
Tidsrum uundgaaelige Ossian, eller i Nattens Mørke
f. Eks. ved en stille Schweizersø, lever han helt. Han
føler ligesom samtidig Novalis, at Mørket, idet det
skjuler den synlige Natur for Mennesket, driver Jeget
tilbage i sig selv.
Han fortæller om en Nat, han har tilbragt ene i
Naturen. «I den ene Nat,» siger han, «har jeg følt og
gennemlevet Alt, hvad et dødeligt Hjerte kan indeholde
af dybe Savn og dybe Sorger. Jeg har i den fortæret ti
Aar af mit Liv.» Dog endnu dybere end i Mørket bliver
han sig bevidst i Isverdenen oppe paa Alperne, hvor
Livet udenom ham ikke blot er tilsløret som om Natten,
men hvor det er stivnet og synes at staa stille,
Ret sig selv er han først, naar han fra den
Schweizerdal, i hvilken han bor, stiger op paa de
højeste Bjerge i den ødeste Udørk, «paa Vidderne*! med
en ubeskrivelig næsten drengeagtig Glæde ser han sin
Førers Skikkelse forsvinde langt borte, og nyder sin
Ensomhed, medens han glemmer Menneskene og Tiden. Man
se ham i disse Omgivelser:
«Dagen var hed, Synskresen taaget, Dalene fulde af
Damp. Gletschernes Skær fyldte de lavere Luftlag med
deres lysende Genskin; men en ukendt Renhed syntes
ejendommelig for den Luft, jeg indaandede. I denne
Højde ingen Uddunstning fra de lave Steder, intet
jordisk Lyspunkt som forst}Trede eller delte Himlens
uendelige og mørke Dybde. Dens tilsyneladende Farve
var ikke mere det blege og klare Blaa, Sletternes
blide Hvælving, nej Æteren tillod Synet at tabe sig
i en Uendelighed uden Grænse og midt under Solens og
Gletschernes Glans at søge andre Verdener og andre
Sole som om Natten. Umærkeligt hævede Gletschernes
Dampe sig og dannede Skyer under mine Fødder. Sneens
Glans trættede ikke mere mine Øjne og Himlen blev mere
mørk og mere dyb. Montblancs Sne-Kuppel hævede sin
urokkelige Masse over dette graa og ubevægelige Hav,
over disse sammendyngede Taager, i hvilke Vinden
borede sig ind og som den løftede i umaadelige
Bølger. Et sort Punkt viste sig i denne Afgrund;
det hævede sig hurtigt og kom lige imod mig. Det var
Alpernes mægtige Ørn. Dens Vinger var fugtige og dens
Øje vildt; den søgte et Bytte, men ved Synet af et
Menneske gav den sig til at flygte med et uhyggeligt
Skrig og styrtede sig ind i Skyerne. Dette Skrig blev
tyve Gange gentaget, men med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
