Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - V. Sénancour, Obermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
Emigrantliteraturen
«Ifald jeg ikke kan berøve mig Livet, tør jeg heller
ikke udsætte mig for en sandsynlig Død, og alle
Eders Helte er da kun Forbrydere. Den Befaling,
I giver dem, retfærdiggør dem ikke. I har ikke Ret
til at sende dem i Døden, hvis de ikke har havt Ret
til at give deres Samtykke dertil. Ifald jeg ikke
over mig selv har denne Ret til Døden, hvem har da
givet den til Samfundet? Har jeg afstaaet, hvad jeg
ikke besad? Hvilket vanvittigt Samfundsprincip har I
opfundet, som forklarer, at jeg til min Undertrykkelse
har afstaaet en Ret, som jeg ikke besad til at
undslippe fra Undertrykkelsen?*
Jeg har engang for mange Aar siden i en Afhandling om
den tragiske Skæbne lagt lignende Ord i Selvmorderens
Mund: «Den, der sukker under Eksistensens Lidelser,
kan anklagende vende sig imod sin Skæbne og sige:
hvorfor blev jeg født, med hvad Ret, hvorfor spørges
vi ikke? Var jeg bleven spurgt, og havde jeg vidst
hvad det var at leve, jeg vilde aldrig have givet
mit Samtykke dertil. Vi er Alle som Mænd. der mod
deres Vilje presses til Matroser, men den Matros,
der er bleven presset og uden sit Samtykke ført
til Skibet, han betragter sig ikke som forpligtet
til at blive derpaa; naar han ser sit Snit vil han
desertere. Indvender man, at jeg har nydt det Gode i
Livet, og derfor nu maa taale det Onde, da svarer jeg:
De Livets Goder, den Barndommens Lykke f. Eks., som
jeg nød, og ved hvis Modtagelse jeg siges at skulle
have givet mit Minde til at leve, disse Goder modtog
jeg, lidet anende at det var Haandpenge; derfor binder
disse Haandpenge mig ikke. Jeg vil ikke bryde Skibets
Mandstugt, ikke myrde mine Kammerater eller lignende,
jeg vil kun det ene jeg har Ret til, Friheden, da
jeg aldrig har forpligtet mig til at blive.»
Her er selvfølgelig ingen Anledning til at drøfte
Spørgs-maalets Væsen. Hvorvel jeg ikke tror, at
man kan anføre Andet mod Berettigelsen af Selvmord
end Pligterne mod andre Mennesker, saa betvivler
jeg for min Part ingenlunde, at dette Hensyn i
mangfoldige Tilfælde er fuldkommen tilstrækkeligt
og fyldestgørende. Iøvrigt overlader jeg ganske
Moralisterne dette Spørgsmaals Besvarelse. Jeg
skildrer og forklarer kun rent naturhistorisk en
Sjælstilstand som faktisk har vist sig og gjort sig
gældende i Literaturen. Thi Obermann og Werther er
ikke de eneste Bøger fra hin Tid, i hvilke Selvmordet
fremstilles eller drøftes. Atala dræber sig selv,
René forhindres kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
