Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - VII. Constant, Om Religionen, Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80
Emigrantliteraturen
Rousseau, den tilbagetrængte, aldrig adspurgte,
stedse overhørte Følelses Tilbageslag. Der var en
halvt ubevidst Stræben i Sindene efter at genoprette
den Ligevægt mellem Menneskesjælens Evner og Magter,
som var bleven forstyrret ved den kritiske Forstands
Enevælde - og denne halvt ubevidste Tendens sporedes
endog som en indre Drivfjeder hos de Naturer,
der efter deres hele Anlæg var rene Ætlinge af
Voltaire og som, hvis de var komne tredive Aar
tidligere til Verden, var blevne hans mest ubetingede
Meningsfæller og Værkfæller. Voltaire havde jo ikke
blot været kritisk, men var, tvungen af Tidernes
Ugunst og behersket af sit ustyrlige Vid, blevet
angribende. Det havde for ham gældt om med alle
Vaaben, endog med forgiftede, at komme de rent ydre,
plumpe Myndigheder tillivs, som paa hans Tid hindrede,
ja umuliggjorde menneskeværdige Tilstande. Nu var
alle hine Myndigheder faldne og Slægten savnede en
Autoritet. Der gives indre Autoriteter. Det Sande,
det Rette, det Gode er Saadanne. Men de begejstrede
Forsøg paa at indføre og befæste Saadanne frie
Statsindretninger, der uden Paaberaabelse af nogen
for Fornuften ikke gennemsigtig Myndighed kun
vilde virkeliggøre disse Idealer, var jo havnede
i Lovløshedens Raahed. Hvad Under da, at ikke blot
mangen Enkelt af Massen famlende greb efter en Planke
fra Vraget af de engang saa kraftige politiske og
religiøse Systemer, men at ogsaa et Flertal af de
bedst Begavede kom til at optræde som Forkæmpere for
Autoriteter, dels gejstlige, dels verdslige, som de
selv kun støttede for Principets Skyld, men med halv
eller ingen Tro og med stedse vaklende Tillid.
Vaklende var Tilliden af den simple Grund, at det for
dem som ægte Sønner og virkeligt fremragende Sønner
af det unge 19de Aarhundrede var umuligt med oprigtig
Tro at støtte sig til en Stamme, som deres Fædre havde
oversavet. Deri ligger det, at Chateaubriands Tro paa
Legitimiteten er ligesaa løs som Gonstants Tro paa
Religionen i Almindelighed. Man var ilde tilmode. Det
gamle Hus var afbrændt. Man havde endnu ikke begyndt
at opføre det ny. Historiens Gang førte det med sig,
at man istedenfor kækt at forsøge derpaa, tyede ind i
den gamle Bygnings Ruiner og begyndte at sammensanke
og paany at op-mure dens usle og halvforbrændte
Materiale. Under dette Foretagende følte man sig da
uophørlig fristet til Idrætter, som Ina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
