Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - VII. Constant, Om Religionen, Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emigrantliteraturen
skab, der vaander sig under bestandig at maatte bevise
sin Tilværelse, fordi den er fremgaaet af Utroskab mod
en Fortid. Hele denne fordoblede Lidenskabelighed
er det tredie fremtrædende Karaktertræk hos
Eleonore. «Man betragtede hende,» siger Adolphe, «med
samme Interesse og Beundring som et skønt U vej r.»
Men med disse nye Træk er i Virkeligheden en helt
ny Kvindetype givet, en Type, som Balzac senere
tilegner sig, stempler med Navnet: Kvinden paa tredive
Aar og varierer med en saadan Genialitet, at han
kan betragtes som dens anden Skaber, en Type, som
samtidigt George Sand udprægede og forskønnede i en
hel Række af sine Romaner, og som under hans og hendes
Behandling viste sig at være en hidtil ukendt Verden,
i hvilken alle Følelser, Lidenskaber og Tanker havde
et kraftigere Præg end i det ganske unge Hjerte, en
Type, som fra Romanen gik over i den dramatiske Poesi
og længe beherskede det franske Teater, i hvilken
med ét Ord Aarhundredets begyndende Literatur fandt
sin Dronning som den fandt sin Konge i René*).
*) Der kom den Dag, da Kritiken beklagede sig over at
se Ungdom og Skonhed stodt fra Tronen i den poetiske
Literatur. Jules Janin nedskrev paa sin lette Maade
denne Klage i Form af en Anklage mod Balzac.
«Kvinden fra 30 til 40 Aar,» siger han, < var fordum
et Omraade, der betragtedes som tabt for Lidenskaben,
det vil sige for Romanen og Dramaet, men nutildags
hersker, takket være Opdagelsen af hine smilende
Egne, den fyrretyveaarige Kvinde alene i Drama og
Roman. Denne Gang har den nye Verden helt undertrykt
den gamle Verden, og Kvinden paa 40 Aar besejrer den
unge Pige paa 1(5.
«Hvem banker? raaber Dramaet med sin dybe Stemme. Hvem
der? skriger Romanen med sin line Røst. Det er mig,
svarer skælvende det 16de Aar med sine Perletænder,
sit hvide Bryst, sine blide Linier, sit friske Smil,
sit milde Blik. Det er mig. Jeg har den samme Alder
som Julie hos Racine, Desdemona hos Shakespeare,
Agnes hos Moliére, Zaire hos Voltaire, Manon Lescaut
hos Abbé Prévost, Virginie hos Saint-Pierre. Det
er mig, jeg har den samme smukke, flygtige og
fortryllende Alder, som alle de unge Piger hos
Ariosto, hos Lesage, hos Byron og Walter Scott. Det
er mig, jeg er den uskyldige Ungdom, som haaber,
og som uden Frygt kaster et Blik, der er saa
skønt som Himlen, ind i Fremtiden. Jeg har alle de
kyske Tilbøjeligheders, alle de ædle Instinkters,
Stolt-hedens og Uskyldighedens Alder. Giv mig Plads,
kære Herre! Saaledes taler den smukke Alder paa
15 Aar til Romanforfatterne og Dramatikerne; men
straks svarer Romanforfattere og Dramatikere: Vi er
sysselsatte med din Moder, mit Barn, kom igen om en
Snes Aar og vi skal se om vi kan gøre Noget ud af dig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
