Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - IX. Landsforvisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Emigrantliteraturen
en ægte kvindelig. Det Ideal, der foresvævede
denne til en vis Grad ærgerrige Kvinde var et rent
personligt, rent idyllisk: Lykken i Kærlighed; den
er det, som begge hendes store Digtninge Delphine
og Corinna drejer sig om. Usandsynligheden af at
finde den i Ægteskabet, som det moderne Samfund har
ordnet dette, Umuligheden af at finde den udenfor
det, er faste Grundtanker, og den Kamp som hos hende
stadig forekommer mellem den huslige Lykke og den ædle
Ærgerrighed eller den frie Lidenskab, er egenlig kun
Udtrykket for en stadig Klage: hverken Genialitet
eller Lidenskab lader sig forene med den huslige
Lykke, som er hendes Hjertes evige Attraa. Ærens
Vej søges i hendes Bøger kun af Kvinden, naar hun er
bleven skuffet i alle sine bedste Forhaabninger. For
Fru de Stael er Hjertet Alt; selv Berømmelsen var
hende kun et Middel til at erobre Hjerter. Corinna
siger: «Naar jeg attraaede Hæder, haabede jeg altid,
at den vilde bringe Folk til at holde af mig», og hun
selv udbryder: «Lad os ikke unde vore uretfærdige
Fjender og vore utaknemmelige Venner den Triumf
at have nedslaaet vore Evner. De indskrænker Den
til at søge Ry, der saa gjerne havde nøjedes med
Følelserne. >
Det er dette Hjertelige, man kunde sige Moderlige
i hendes Aandsretning, der giver Tidsalderens
almindelige Tungsind, som ogsaa genfindes hos
hende, et særegent Præg. Det er ikke blot det
Almenmenneskelige, det, som beror paa, at to
Mennesker, der elsker hinanden, altid med fuld
Vished kan sige til hinanden: Enten vil jeg opleve
den Dag, da Du ligger Lig eller Du den Dag, da jeg
ligger Lig. Det er endnu mindre den samme egenkærlige
Sørgmodighed, der kommer igen hos saa mange af Tidens
mandlige Skribenter. Det er en Nedslaaethed, som har
sin Grund i Revolutionstidens Lighedsforestillinger
og Frihedsforsætter; det er den reformatoriske
Begejstrings Vemod.
Hun var fra sin Ungdom af en saa sværmerisk
Tilhænger-inde af Lighed, at hun ogsaa i Henseende
til Evner ansaa Menneskene for i Grunden lige og kun
antog en yderst ringe Forskel mellem det geniale og
det almindelige Menneske. Hun havde fra den Tid, da
hun sad paa sin Faders Knæ, næret den fasteste Tro
paa Frihedens Magt til at lyksaliggøre Menneskene og
fremkalde det Bedste hos dem, og hun fastholdt denne
Tro, selv da hun under Septemberdagene maatte fly
for det Rædselsherre-dømme, hvortil Ligheden havde
forvandlet sig, og da hun under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
