Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XI. Kamp mod nationale og protestantiske Fordomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kamp mod Nationalfordomme
139’
Erfeuil finder da ogsaa, at der er gaaet et aldeles
urimeligt Ry af Roms Ruiner. Han vil ikke underkaste
sig det Hoveri at se alle disse gamle Brokker
igennem. Han rejser nordpaa, keder sig i Alpenaturen
som han kedede sig i Rom, og kommer tilsidst til
England, hvor han bliver Corinnas Hjælper i Ulykken;
der var jo altid langt mere Alvor i hans Handlinger
end i hans Ord. Og dog kan han ikke, da han ser,
hvor elendig hendes Kærlighed til Oswald har gjort
hende, negte sin Forfængelighed den Tilfredsstillelse
bestandig at variere sit «Hvad sagde jeg!», ligesom
han anser det for sin Pligt mod sig selv ikke at
lade Lejligheden gaa forbi til at tilbyde sig som
Oswalds Efterfølger. Han viser med alt dette Corinna
en sand og opofrende Hengivenhed, og hun pines selv
af ikke at kunne nære nogen ret Taknemmelighed imod
ham derfor; men der ligger i hans Blik en saadan
Adspredthed, at Corinna uophørligt er fristet til
Glemsel af hans ædle Handlinger, ligesom han selv
glemmer dem. &Det er,» siger Forfatterinden i den
Anledning, «uden Tvivl meget smukt kun at sætte
ringe Pris paa sine egne gode Handlinger; men det kan
hænde, at den Ligegyldighed, visse Mennesker føler
for det Gode, de har gjort, ikke desmindre stammer
fra deres Overfladiskhed.» Med en saadan hensynsløs
Fasthed udleder hun nogle af sine Landsmænds mest
glimrende Egenskaber af Svagheder i deres Natur.
k,;
Gennem Erfeuils typiske Karakter paaviser hun,
hvorledes alle gode Følelser i Frankrig angribes af
én Last, den af Forfængelighed udsprungne Frygt for
Samfundet. Det staar for hende, som om i Frankrig alle
Følelser og det hele Liv regeres af Viddet, af Lysten
til at tage sig ud og af den Frygt, som kan betegnes
ved Ordene: «Hvad vil man sige til det?» I dette
Punkt samstemmer Fru de Stael med en nær efter hende
følgende Forfatter, den skarpsindige og originale
Henri Beyle, der plejer at betegne Franskmændene
som de livligt Forfængelige (Les vainvifs) og
som paastaar, at alle deres Handlinger dikteres
af Betragtningen: Qn’en dira-t-on, det vil sige:
af Frygten for det Upassende eller Latterlige. Det
franske Folk var nemlig da, ligesom det danske endnu
er det, meget stolt af sin udviklede Sans for det
Komiske; det var navnlig formedelst denne Sans,
at Franskmændene beskedent betegnede sig selv som
Verdens aandrigste Nation. Corinna paastaar, at denne
Sans og den tilsvarende Frygt for det Latterlige i
Frankrig dræber al Oprindelighed i Sæder,.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
