Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XI. Kamp mod nationale og protestantiske Fordomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
Emigrantliteraturen
ud af Stand til at nære nogensomhelst dyb Følelse.
Nu trætter den ham.
Da Erfeuil for første Gang ser Peterskirken i det
Fjerne, sammenligner han den med Invalidedomen i Paris
- en unægtelig mere fædrelandskærlig end træffende
Sammenligning; da han ser Corinna paa Capitolium
føler han Lyst til at lære hende at kende, men ingen
Ærbødighed. Han undrer sig ikke over, at hendes Hjerte
endnu er uberørt i et Land, hvor han ikke finder
Mændene noget værd, men kan ikke undlade at smigre
sig med det Haab, at hun ikke vil kunne modstaa en
ung beleven Franskmands Elskværdighed. Da hun i hans
Nærværelse taler Italiensk og Engelsk med Andre,
saa han intet Ord kan forstaa af hvad hun siger,
nærmer han sig hende med den Vending: «Tal Fransk, De
kan det jo, og De er værdig til at tale dette Sprog.»
Han lægger Mærke til, at Corinna elsker Oswald,
og tager hende det ikke ilde op, skønt hans
Forfængelighed er lidt saaret, og skønt han finder
hendes Lidenskab taabelig, da den neppe vil bringe
hende Lykke. Men Oswald fraraader han samtidig paa
det Bestemteste at slutte en livsvarig Forbindelse
med en upræsentabel Kvinde som Corinna. Med al
sin Dristighed kender han ingen højere Dommer end
Vedtægten. «Hvis De, siger han til Oswald, vil gøre
Dumheder, saa gør idetmindste ingen uoprettelige,
og til de uoprettelige Dumheder regner han Giftermaal
med Corinna. Til denne sociale Synsmaade svarer hans
literære. I Corinnas Hus falder Samtalen oftere paa
italiensk og engelsk Digtning. Da han gaar ud fra,
at de franske Forfattere fra Ludvig den 15des Tid
er de ubetingede Mønstre, er han selvfølgelig yderst
streng mod alle udenlandske Frembringelser. For ham er
Tyskerne Barbarer, Italienerne Stilfordærvere og kun
«den franske Stils Smag og Elegance* er lovgivende i
Bogverdenen. Vort Teater, siger han, er afgjort det
første i Europa, og jeg tænker ikke, at Englænderne
selv falder paa at stille Shakespeare op imod os.»
De italienske Skuespil indskrænker han i en Kres af
Italienere, ikke uden Vid, men uden megen Finfølelse,
til kun at bestaa af Balletter, tragiske Smagløsheder
og lidet komiske Harlekinader; det græske Teater
finder han ufint, Shakespeare uformelig. «Vort Teater,
siger han, er Forbilledet paa Finhed og Formskønhed;
at ville indføre udenlandske Synsmaader hos os,
vilde være at styrte os ud i Barbari.*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
