Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XIII. Om Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
Emigrantliteraturen
Vandfaldet sprænger han sit snevre Selv. Han føler
sig glide, falde, omhvirvles med disse skummende
Vande. Hans Væsen strømmer ud af Jegets snevre Ring
og flyder bort med disse Strømme. Hans elastiske
Bevidsthed udvider sig, han optager den ubevidste
Natur i sit Væsen; han glemmer sig selv over hvad han
ser, ligesom den, der hører en Symfoni, gaar op og
forsvinder i det, han hører. Og saaledes overalt. Som
hans Væsen strømmer med Bølgerne, saaledes flyver og
klager det med Vinden, sejler med Maanen over Himlen,
føler sig som Et med det formløse Alliv.
Det var denne Panteisme, som Goethe hævdede i det
bidende Epigram:
Was soli mir ener Hohn Ueber das All und Eine? Der
Professor ist eine Person, Gott ist kerne.
Det var denne Panteisme, som han udfoldede i Faust,
og som ligger saa dybt i den tyske Natur, at
selv den romantiske Skole, der modvirker Antikens
Genfødelse, tiltrods for den lønlige Stræben mod
Katolicismen er ligesaa panteistisk som Holderlin
og Goethe. Forgudelsen af Verdensaltet er her den
Understrøm, som bryder sig sin ustanselige Bane midt
imellem alle de Diger og Sten, der ophobes paa dens
Vej.
Fru de Stael havde ikke ikke Øje for dette. Hun var
af sin Omgangskres revet ind med i den Bevægelse,
som foregik paa Overfladen, saa og følte kun den. Og
denne Bevægelse var den romantiske Reaktion.
Den saa yderligt gaaende og i Virkeligheden for en
moderne Germaner saa lidet naturlige Tilbøjelighed til
at være antik og klassisk, havde fremkaldt en heftig
Modbevægelse. Goethe og Schiller var tilsidst gaaede
saa vidt i deres bestandig stærkere og strengere
Fastholden ved det antike Kunstideal, at de begge
endte med gennem Kærligheden til den strenge,
regelrette Kunstform at gøre et Skridt hen imod den
Skole, mod hvilken de selv først havde vakt Uvilje,
nemlig den klassiske Tragedie i Frankrig. Goethe
havde oversat Voltaire’s Muhamed, Schiller Racines
Fædra, og saaledes var gennem disse to største tyske
Digteres Stræben Opfattelserne af det Klassiske i
Frankrig og Tyskland gaaede i Ledtog med hinanden. Men
dette Forbund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
