Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XIII. Om Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Tyskland
171
Skolens Førere var fødte Protestanter; men deres
Retning mod Middelalderen og dens fromme Naivetet
medførte nødvendigvis en Bevægelse mod Katolicismen. I
den Sammenligning mellem antikiserende og folkelig
Kunst, som Friedrich Schlegel havde anstillet i
Europa og som Fru de Stael baade i Corinna og i
Bogen om Tyskland støtter sig til, hed det efter
en Paavisning af, at Geniet umuligt kunde bevare
sin Svingkraft under et Arbejde med Æmner, som der
udfordredes Hukommelsesværk og Lærdom til at tumle:
«Saaledes er det ikke ved de Æmner, der tilhører vor
egen Religion. Kunstnerne staar overfor disse Æmner
personligt beaandede; de føler, hvad de maler og
de maler, hvad de har set. Livet selv tjener dem da
til Model, naar de vil fremstille Livet, medens de,
naar de forsøger paa at hensætte sig i Oldtiden,
maa frembringe deres Værker ikke efter det Liv,
de ser om sig, men efter Bøger og Billedstøtter.»
Vrangslutningen skjuler sig i Ordene «vor
egen Religion*; thi hvilken var «-vor egen
Religion*? Protestantismen havde udviklet sig til
en idealistisk Filosofi, der længst havde gjort
fælles Sag med Revolutionen. I Aaret 1795 var
to unge Mennesker, hvis Navne senere skulde blive
verdensberømte, gaaede ud paa en ensom Mark og havde
i naiv Begejstring over Revolutionen plantet et
Frihedstræ. Det var Schelling og Hegel.
Man gik da tilbage til Katolicismen. Men den
italienske Katolicisme var endnu altfor klassisk,
altfor antikt besjælet. En stor lys Kirke som
St. Peter i Rom var altfor lidet hemmelighedsfuld,
var, som Lamartine har sagt, ganske egnet til, naar
engang al positiv Religion er forsvundet fra Europa,
vedblivende at være Menneskehedens Tempel. I Italien
følte man sig kun beslægtet med det prærafaeliske
Maleri: i Spanien fandt man en beslægtet Digter
i Calderon, imod hvis mystiske Andagt den først
udbasunede Shakespeares Frisind og Virkelighedssans
snart ikke mere kunde staa Prøve. Selv Heiberg sætter
Calderon over Shakespeare. Ellers dyrkede man overalt
og i alle Kunster Go-tiken. Med Forkærlighed vendte
man sig til Hjemmets Mindesmærker, til den Stil, som
nordiske Barbarer (rigtignok Franskmænd) med deres
dybe Følelsesinderlighed og deres udprægede Hang til
Overtro og Gru havde avlet. Albrecht Durer blev med
sin folkelige Tyskhed og uskyldige Trohjertethed,
men især formedelst sin Mystik, sine Hjorte med Kors
mellem Takkerne og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
