Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XIV. Barante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Barante
179
lidenskabsløs, men selve Værdsættelsen er
højst mangelfuld, paa ethvert Punkt betinget
og indskrænket af de Grænser, ud over hvilke
Emigrantliteraturen ikke formaaede at se. Denne
Opgørelse med det forløbne Aarhundrede, i hvilken
det nye Slægtled endegyldigt siger sig løs fra
det gamle, er ikke selv endegyldig og langtfra
saa upartisk som den er lidenskabsløs. Thi vel har
Barante den redeligste Vilje til at dømme upartisk,
og har, som han fremhæver, den Betingelse derfor,
at han ikke tilhører den Slægt, der umiddelbart har
deltaget i Revolutionens Begivenheder som Angriber
eller Forsvarer af den gamle Samfundsorden, men hans
Evne er ikke saa uhildet som hans Vilje; hans hele
Udvikling bæres ham selv ubevidst af Tilbageslaget
mod det Aarhundrede, hvis Væsen han som Betragter og
Tænker vil forklare.
Barantes Grundsynspunkt er frugtbart og var dengang
sært. Han hører rundt om sig Paastande, der gaar
ud paa at gøre det 18de Aarhundredes Forfattere
ansvarlige for de Omvæltninger, der ved Aarhundredets
Slutning har rystet Frankrig til dets Grund, og
finder disse Paastande grundløse; de gør, synes han,
hine Skribenter stor Uret, fordi de tillægger dem
altfor stor Betydning. Havde Bygningen ikke været
faldefærdig, vilde et Pust fra Literaturen ikke have
kunnet kaste den overende. Samtidigt med Nodier og
Fru de Stael former og forklarer han da Sætningen :
Literaturen er et Udtryk for Samfundstilstanden -
og ikke dens Ophav. Syvaarskrigen har efter hans
Opfattelse havt en ganske anden Indflydelse paa
Myndighedernes Svækkelse i Frankrig end Encyclopædien,
og den Ufromhed, der herskede ved den gamle Ludvig
den 14des Hof paa samme Tid som Kongen med Grusomhed
forfulgte Protestanter og Jansenister, har paa en
ganske anden Maade undergravet Ærbødigheden for
Religionen end Tænkernes Angreb og Spottérier. Det
er langt fra at han vil fremhæve nogen særdeles
Fortjeneste ved det forgangne Aarhundredes Liteatur,
men han betragter denne kun «som et Kendetegn paa denr
almindelige Sygdom*. Med historisk Skarpblik søger han
Forvarslerne for Kongedømmets Sammenstyrtning. Han
finder dem allerede i Efterdønningerne af Frondens
Kampe mod Mazarin. Kuede af Richelieu’s Jernhaand
havde Fyrsterne, Adelen, Embedsmændene, alle de
Store skiftevis henvendt sig om Hjælp til den
brede Befolkning og derved efterhaanden alle tabt
i Værdighed og Anseelse. Kongens Myndighed var den
eneste, der blev
G. Brandes: Samlede Skrifter. IV.
12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
