Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XIV. Barante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Emigrantliteraturen
staaende urørt. Oppositionens Bølger gik da lige
til Tronens Fod, men de stansede der, og under den
første Halvdel af Ludvig den 14des Regeringstid
hævedes Tronen i endnu mere ensom Majestæt over den
almindelige Jævnhøjde; Richelieus Værk var fuldbragt:
enhver Myndighed i Landet var tilintetgjort med
Undtagelse af Kronens. Der udfordredes da kun, at
denne ene lil-bagestaaende Autoritet blev nedbrudt,
for at alle Samfundets Myndigheder skulde staa
berøvede den Agtelse, der udgjorde deres Styrke, og
det skete tilfulde under Ludvig den 14des ynkværdige
Alderdom, Regentskabets frække og Ludvig den 15des
letfærdigt taabelige Herredømme.
Det 18de Aarhundredes Filosofi var da efter Barantes
Opfattelse ikke Enkeltmands vilkaarlige Værk, men en
almindelig Aandsretning i Folket; denne Filosofi blev
saa at sige nedskrevet efter Folkets Diktat. Den var
dog ikke mere værd for det; det staar for Barante
som var dens Gerning den at omstvrte en
o *>
letfærdig og uretfærdig Samfundsorden paa en letfærdig
og uretfærdig Maade. Men hvad der saaledes skete
var uundgaaeligt,. var nødvendigt. Den fasteste
Tro paa historiske Love er Sjælen i Barantes
Bog. «Den menneskelige Aand,* siger han, «synes
uigenkaldeligt bestemt til at gennemløbe en den
foreskreven Bane ligesom Stjernerne gør.» Han véd,
at der" til alle Tider er en nødvendig Forbindelse
mellem Bogverdenen og Samfundstilstanden; men medens
Forholdet imellem dem til sine Tider er dunkelt, maa
søges med Skarpsindighed og paavises med Omhu for at
staa anskueligt og klart, synes dette Forhold ham i
hin Tidsalder at være saa øjensynligt, at der ikke
behøves nogen lin Iagttagelse for at skelne det.
Aarsagen hertil finder han først i de Skrivendes
Forhold til deres Læsekres: I tidligere Tider havde
deres Antal været ringe; tyndt spredte over hele
Europa havde de skrevet i et dødt Sprog; der gaves
dengang ingen Selskabelighed, og Samtalen var endnu
ingen Magt. Forfatterne skrev ikke for noget Samfund,
men for hinanden, og Samfundet betragtede dem til
Gengæld som afskrækkende Pedanter. Men efterhaanden
udbredte Dannelse og Optysning sig i de højeste
Klasser, og Skribenterne traadte i Forhold til dem;
de skrev for Fyrster, Hofmænd, Fornemme, for den lille
Kres, der ikke behøvede at arbejde. Paa Ludvig den
14des Tid søgte Forfatterne at behage denne Kres og
følte sig smigrede ved dens Bifald. Dog lidt efter
lidt skred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
