Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XIV. Barante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Emigrantliteraturen
for Literaturens Fejlgreb i det 18de Aarhundrede
- og dens Bedrifter synes ham alle Fejlgreb - har
Barante sikret sig et Grundlag for rolig Vurdering af
de enkelte fremragende Forfattere. Hans Domme samler
de i Emigrantliteraturen spredte Synsmaader som i et
Brændpunkt.
Voltaire, om hvis Ry der siden hans Død havde været
ført en ligesaa hidsig Kamp som den om Patrokles’s
Lig, særtegner han koldt, men uden Had eller
Vrede. Han beundrer Voltaires Naturbegavelse, det
letbevægelige, stormfulde Følelsesliv, der frembragte
hans Patos, det uimodstaaeligt Henrivende i hans
Veltalenhed og i hans Vid, den Ynde som stadigt
udvikler sig af hans geniale Lethed til at forme
og udtrykke Tanker. Men han ser den Anvendelse,
Voltaire gjorde af sit Talent, stadigt styret af
Tidens Meninger, af Trangen til at gøre Lykke og
behage. Han beklager endelig dybt det Hang til skamløs
Spot, der end ikke forlod Voltaire som Olding. Og det
er Alt. For det Store, det Berettigede i Voltaires
Livskamp har han intet Blik og intet Ord. Han vil
forklare Voltaire kritisk og bort-eskamoterer Harmen
i hans Sjæl, selve Livsnerven i ham; han skildrer
Forfølgelserne imod ham som Dumheder uden nogensinde
at stemple dem som slette Handlinger; han undskylder
endelig - ikke Pletterne paa Voltaires Storhed,
men saa at sige denne Storhed selv. og han mener
oprigtigt at vise Upartiskhed, siden han undskylder.
Montesquieu er den eneste af det forrige Aarhundredes
Storheder, som aflokker Barante en Anerkendelse,
der er levende og varm. Og det er naturligt, thi han
fandt noget af sit eget Væsen i hans. Montesquieu var
ikke en simpel Skribent, der kunde skrive hvad der
faldt ham i Pennen, han var som Barante Embedsmand,
en høj Embedsmand, en betydelig Retslærd, som maatte
betænke sin Stands Værdighed og det Eksempel, han
gav. ^Præsidenten de Montesquieu,* siger Barante,
«havde ikke den Uafhængighed, Literatorerne skatter
saa højt og der maaske skader baade deres Talent og
deres Karakter. > Man føler den kejserlige og dog
Napoleon fjendske Embedsmands forsigtige Forsøg paa et
Selvforsvar i dette velskrevne Paradoks. Men det var
i ethvert Tilfælde ikke med Urette, at Barante satte
Montesquieu meget højt. Andre af Tidens Forfattere
havde mere Geni; men Montesquieu’s nøje Kendskab til
det praktiske Liv, til Forvaltning og Styrelse, gav
ham en Indsigt, som de andre savnede, og et Maadehold,
som netop ved Aarhundredets Begyn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
