Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XIV. Barante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Barante 181
Civilisationen saavidt frem, at der dannedes et
virkeligt Publikum for Literaturen, et Publikum,
som stillede Forfatterne uafhængigt overfor de
Mægtige. Frederik den Anden af Prøjsen, der for at
give sit Rige Glans havde kaldt Voltaire til sit Hof,
behandlede ikke ham med den Overlegenhed, hvormed
Ludvig den 14de havde behandlet Moliére; han syntes
at stille ham som Ligemand ved sin Side; den højeste
politiske Magt og den største aandelige Overlegenhed
i Samtiden holdt sig et Øjeblik i Jævnhøjde med
hinanden uden at Nogen følte den Tid nærme sig,
da disse to Magter skulde erklære hinanden Krig. Og
i den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede stod
de Skrivende og det hele vidtstrakte Samfund i et
uafbrudt Vekselforhold.
I Oldtiden havde en Filosof været en streng og
systematisk Tænker, der ligegyldig for det Bifald,
han vandt, udviklede en sammenhængende Lære. Nu
havde Ordet skiftet Betydning: Filo-sofen var ikke
en ensom Tænker, men en Verdensmand, der samtalede
endnu langt mere end han skrev og lærte, som bestandig
søgte at behage Omgivelserne og vinde deres Bifald,
og som kun kunde gøre det ved at forvandle sig til
deres Organ. Hvor mægtigt Tidsaandens Herredømme over
de enkelte Skribenter var, ser Barante bevist ved
den Omstændighed, at de Forfattere, der som Abbed
de Mably f. Eks. havde den mest levende Uvilje mod
Filosoferne af den herskende Skole, dog lignede
dem, de vilde bekæmpe, og ad andre Veje kom til
samme Resultater. Og Forklaringen af at Publikum
før Forfatterne kunde give sig til at kaste Vrag
paa al historisk Overlevering, paa alle nationale
Erindringer for at efterstræbe tilræsonnerede Idealer,
finder han i de højere Samfundsklassers unationale,
klassiske Opdragelse. I Skolen havde Barnet lært at
stave Epaminon-das’s og Leonidas’s Navne længe før
det hørte Bayards eller Duguesclins; det stod Drengen
frit for at beundre den trojanske Krig; men at beundre
Korstogene - det var uhørt. Romerretten og alle dens
fra en Enevoldsmagt stammende Grundsætninger havde
efterhaanden fortrængt de germanske Retsregler, der
var udsprungne af et frit Folks Liv. Hvad Under da,
at Forfatterne, naar de søgte deres Stoffer i Oldtiden
og sværmede for Hellas og Rom, fandt villigt Øre i
det franske Samfund! Hvad Under at ogsaa i Literaturen
den nationale Overlevering blev foragtet og afbrudt!
Efter saaledes forud at have givet det hele Samfund
Skylden
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
