Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XV. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
Emigrantliteraturen
XV
Den hele Literaturgruppe, hvis Dannelse og Udfoldelse
vi har fulgt, staar for os som et sammenvævet
Hele. En Mangfoldighed af hinanden krydsende Traade
strækker sig fra det ene Værk til det andet, og
Fremstillingen har kun gjort den indre Sammenhæng
tydelig og klar; det er ikke den, som vilkaarligt har
vævet Enkelthederne sammen. Kun maa det bemærkes, at
denne Samling af Skrifter, denne Kres af Forfattere
blot udgør en Gruppe, ikke nogen Skole. Thi en Gruppe
opstaar ved den naturlige, ufrivillige Forbindelse af
Aander og Værker, som har Retning tilfælles; men en
Skole dannes, naar Forfatterne med Bevidsthed forener
sig under Ledelse af en eller anden mere eller mindre
bestemt formet Overbevisning.
Emigrantliteraturen udvikler sig, skønt fransk,
udenfor Frankrig. Til Forstaaelse af den er
det nødvendigt at have det korte og voldsomt
gennemagiterede Tidsrum for Øje, i hvilket den gamle
Statsorden blev opløst, Legitimiteten sprængt,
de herskende Stænder slaaede til Jorden og den
positive Religion ryddet til Side af Mænd, der
oftere gennem en stridbar Filosofi end gennem en
rent videnskabelig Dannelse havde frigjort sig fra
dens Aag og som derfor ved en hensynsløs og ikke
altid ærlig Angrebskrig havde ægget alle dem, der
klarere eller dunklere følte en Uretfærdighed i de
Beskyldninger, der rettedes mod den gamle Tilstand,
og hvis aandelige og sædelige Trang, hvis hele
Følelsesliv ikke fornam nogen Tilfredsstillelse ved
den nye. Jo mere virkelighedsfjern og uanvendelig
Humanitets- og Fremskridts-Ideen havde vist sig,
des nærmere maatte et Omslag i Samhu og Stemninger
ligge. Omslaget kom, Reaktionen begyndte. Jeg
har skildret, hvorledes den i sin første Optræden
altid kun var betinget, hvorledes Revolutionens
Ideer uophørligt blandedes med de Tanker, der
fører Tilbageslaget mod Voltaire, og vi har set,
hvorledes alle de Skribenter, som leder den, har deres
aandelige Udgangspunkt i det 18de Aarhundrede og er
udsatte for Mindelser og Tilbagefald. De udgaar saa
at sige alle fra Rousseau. Det første Træk er kun
det at tage Rousseau’s Vaaben og rette dem mod hans
Modstander Voltaire. Det er alene den yngste af dem
alle, Barante, som med Sandhed kan sige sig løs fra
ethvert personligt Slægtskabsforhold til Rousseau.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>