Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - II. Hölderlin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236 T37sklands
romantiske Skole
løshed for fælles Ære og fælles Ejendom. «Jeg
kan», siger han, «ikke tænke mig noget Folk mere
sønderrevet end det tyske. Haandværkere ser Du. men
ingen Mennesker, Præster, men ingen Mennesker, Herrer
og Trælle, Unge og Satte, men ingen Mennesker*.
Ganske stemmende med Tidsalderens Aand og meget fjern
fra Hellenisme er ogsaa den Opfattelse af Staten,
som gør sig gældende i Hyperion: «Staten tør ikke
fordre, hvad den ikke kan tiltvinge sig. Det lade
den uantastet, eller man tage dens Lov og opslaa
den paa Gabestokken! Ved Himlen! Den Mand véd ikke,
hvad Synd han begaar, som vil gøre Staten til en
Skole for Moral. Altid er Staten bleven et Helvede,
naar Mennesket har villet gøre den til sin Himmel.»
Ganske ugræsk, helt og holdent romantisk er ogsaa
den Kærlighed, som Helten i Hyperton nærer til sin
Diotima; det er den samme dybe og tragiske Følelse,
der bandt Holderlin som fattig Huslærer til sine
Elevers Moder, Fru Susette Gontard, og som blev
Skæbnen i hans Liv. Aldrig har en Hellener talt
om sin Elskede med den religiøse Tilbedelse, som
Holderlin ytrer for sin «Grækerinde»: «Kære Ven! der
gives paa denne Jord et Væsen, i hvilket min Aand
Aartusinder igennem kan og vil hvile og dog endnu
se, hvor stymperagtig al vor Tænken og Forstaaen er
overfor Naturen> og ganske den samme romantiske,
om Petrarcha mindende Tone anslaar Hyperion, naar
han taler om Diotima. Diotima er «det Eneste;
som Hyperions Sjæl søgte, det Fuldkomne, som vi
henlægger til Egne hinsi4es Stjernerne*. Hun er
Skønheden, det virkeliggjorte Ideal. Kærligheden
er for ham Religion, og hans Religion er Kærlighed
til Skønhed. Skønheds-idealet er det Højeste,
Ubetingede; som Begreb tilhører det Fornuftverdenen,
som Billed Fantasiverdenen. Det skønhedsdyrkende Syn
overvinder for Holderlin de Grænser, Kant drog mellem
Forstandens og Indbildningskraftens Omraader. Som
digterisk grublende Henrykkelse, der paa én Gang er
i Slægt med Schillers græske Sindelag og Schellings
al Erfaring overskridende Idédyrkelse, er Holderlins
Lære allerede forud for Romantikens Tid romantisk.
En spirende Romantik findes endelig i det Skær af
kristelig Stemning, der er udbredt over hans halvt
moderne Forgudelse af Verdensaltet. Han var fra
først af bestemt til Teolog; han havde lidt under en
Klosteropdragelses Haardhed. Tiltrods for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
