Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - IV. Tieck og Jean Paul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tieck og Jean Paul
251
stand fra det Etiske, hvilket han betragter som
en kedelig og fortrædelig Magt og som han derfor
heller aldrig angriber i Fronten, lader Lovell som
den alsidigere, dristigere anlagte, om end slettere
udførte Karakter sig hverken skræmme tilbage af
Forræderi, Drab eller Giftmord. Han er den i det
hele Tidehverv varierede Don-Juan-Faust-Type med en
Tilsætning af Schil-lers Franz Moor. Selvbeskuelsen,
der er færdig med Alt, har her ført til grænseløs
Menneskeforagt, til hensynsløs Bortfejen af alle
Illusioner, og der øjnes ingen anden Trøst end den,
at Hykleriet afsløres og den stygge Sandhed ses. I
dyb Sammenhæng med meget af hvad Romantikerne siden
frembragte staar en Udtalelse som denne: «Visselig
er Vellyst vort Væsens store Hemmelighed; selv den
reneste og inderligste Elskov vil dukke sig i denne
Brønd . . . Kun Letsind, kun Indsigt i Illusionen kan
frelse os, og derfor er Amalie Intet for mig mere,
siden jeg indser, at Poesi, Kunst og selv Andagt
kun er forklædt og tilhyllet Vellyst . . . Intet
uden Sanselighed er det første bevægende Hjul i
vort Maskineri . . . Sanselighed og Vellyst er
Musikens, Maleriets og alle Kunsters Aand; alle
Menneskets Ønsker flyver om denne Pol som Myggene
om det brændende Lys; . . . derfor er Boccaccio og
Ariosto de største Digtere, og Tizian og den kaade
Correggio staar højt over Dominichino og den fromme
Raffael. Jeg antager endog Andagten for at være en
afledet Kanal for den raa Sansedrift, der bryder
sig i tusind mangfoldige Farver.* - Man kunde tro,
at denne Lovell, i hvis Overvejelser Sanseligheden
optager saa stor en Plads, var skildret som en Natur,
hvis Drifter ledede den paa Afveje. Lige omvendt! Han
er kold som Is, kold som Kierkegaards Skygge af
en Forfører, der endog i dette Træk er foregrebet
her. Han begaar ikke sine Udskejelser med Kød og Blod,
men med en fantastisk ophidset Hjerne. Han er et purt
Hjernemenneske, en Nordtysker af det reneste Vand. Og
i et bestemt Punkt er han tilmed allerede paa Forhaand
romantisk i en uventet Grad. Da han helt er udbrændt,
da hver Gnist af Overbevisning er udslukt hos ham,
og alle hans Følelser ligger «døde og slagtede*
omkring ham, tyer han til Troen paa det Vidunderlige
og sætter sin Lid til hemmelighedsfulde Meddelelser,
som en gammel Bedrager har foregøglet ham Udsigten
til. Dette Træk, som betegnende nok ikke findes i det
franske Forbillede, udfordredes til Fuldstændiggørelse
af Figuren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
