Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - IV. Tieck og Jean Paul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 Tysklands romantiske
Skole
Saa udhulet er her Personligheden, saa lidet vejer
den i sin egen Haand, at den forekommer sig lige
sand og usand paa ethvert Tidspunkt; den er bleven
sig fremmed og har ligesaa liden Tillid til sig selv
som til nogen Magt udenfor sig. Den staar udenfor,
hvad den selv oplever. Det forekommer den, at den
spiller en Rolle, naar den handler. Lovell fortæller,
hvorledes han har forført en ung Pige, Emilie Burton:
«Jeg kastede mig pludselig ned for hendes Fødder og
tilstod hende, at alene en heftig Kærlighed havde
bevæget mig til mit Ophold paa Slottet; jeg sagde, at
dette skulde være mit sidste Forsøg paa at erfare, om
der gaves noget menneskeligt Hjerte, der endnu vilde
tage sig af mig, for igen at forsone mig med Livet og
Skæbnen. Hun var skøn, og som i et Skuespil spillede
jeg min Rolle videre med en forunderlig Begejstring;
Alt, hvad jeg sagde, lykkedes mig, jeg talte med
Ild og dog uden Affektation,» og senere hedder det:
«At hun selv paa nogen Tid har forspildt sin huslige
Lykke, er hendes egen Skyld; at hun efter den gængse
Synsmaade nu maa skamme sig for mange Mennesker, kan
ikke bebrejdes mig. Jeg gav en Rolle overfor hende,
hun kom mig i Møde med en anden, vi spillede saaledes
med megen Alvor et Stykke af en daarlig Digter, og nu
gør det os bagefter ondt, at vi saaledes har spildt
Tiden.» Altsaa et Spil, en Rolle var det Hele. Man
har her allerede udfoldet i en literær Figur, hvad
senere blev til et Livs Virkelighed i Karakterer som
Fr. Schlegels og Gentz’s, og man har her i et enkelt
Menneskes Sjæleliv, hvad kunstnerisk bestemt blev til
Romantikernes meget omtalte Ironi. Her i Karakteren
den nøgne Egenkærlighed, der tager Livet som en Rolle,
i Kunsten Misforståaelse og Overdrivelse af Schillers
Grundtanke, at den æstetiske Virksomhed er «en Leg»,
et Spil o: en Virken uden ydre Formaal, saa den sande
Kunstform bliver den, der hvert Øjeblik itubryder
Formen, umuliggør Illusionen og ender i Selvparodien,
saaledes som det sker i Tiecks Lystspil. Der er her
den allernøjeste Sammenhæng mellem Maaden, paa hvilken
Helten handler, og Maaden, paa hvilken Komedien
skrives. Ironien er en og den samme. Alt kan føres
tilbage til den samme Selviskhed og Uvirkelighed.*)
For ret at forstaa den Sjælstilstand, som er skildret
i Lovell, er det ikke nok, at vi ser dens fremtidige
Følger, vi maa her
*) Tieck: William Lowell, I 49-52. 172, 178,
212, II 110.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
