Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - X. Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314 Tysklands romantiske
Skole
Dette Digt foredrages i Maaneskin. Som et idealt Æmne
for Malerkunsten skildres følgende Billede: En Pilgrim
i Maaneskin som Allegori paa Menneskeheden: «Er vi
maaske Andet end vandrende vildfarende Pilgrimme? Kan
Noget oplyse vor Vej uden Lyset fra oven?» Der
findes stærke Spor af denne Aandsretning endnu hos
Hauch, i den stadige Henpegen paa det Hinsides,
i Forkærligheden for Eremit- og Pilgrim sfigurerne.
Dog paa dette Standpunkt af Romantiken sprudler
trods den blodløse Spiritualisme endnu en ubehersket
Sanselighed i Vejret. Tizian og Correggio lovprises
af Frants, da han er bleven helt udviklet som Maler,
langt over andre Kunstnere. Især prises Correggio. Om
ham hedder det: «I det Mindste skulde efter ham
Ingen understaa sig til at fremstille Elskov eller
Vellyst, thi for ingen anden Aand har det Glorrige
i Sanseverdenen aabenbaret sig som for ham.»
Snart blev dette Standpunkt som bekendt opgivet og
ved Konsekvensens Magt et andet indtaget. Brødrene
Sulpice og Melchior Boisserée fra Koln opholdt sig i
Paris, da Fr. Schlegel i 1802 studerede der. Schlegel
holdt Privatforelæsninger for dem, og de gammeltyske
Malerier i Louvre erindrede dem om nogle gamle
Malerier i deres Fødeby, som den herskende akademiske
Smag havde bragt i Forglemmelse. Napoleons Ranen af
Billeder allevegnefra havde desuden til Følge, at
en Mængde tyske Kunstskatte nu var samlede i Paris,
saa Studiet af dem var meget lettet.
Hvad Tyskerne havde frembragt i Middelalderen lod
sig bedst se af de Billedhuggerarbejder og Malerier,
som efter Ophævelsen af milde Stiftelser og Klostre
massevis blev kastede ud paa Markedet. De kunstneriske
Mindesmærker forstodes dengang ikke mere; ligegyldig
lod man Kirkerne blive forvandlede til Stenbrud og
kastede den kosteligste Billedkunst ud paa Gaden. Man
solgte Mesterværker til hvilkensomhelst Pris og nærede
endda Medlidenhed med Køberne, til hvem man var blevet
disse Marskandiservarer kvit. Af Altertavler blev der
ofte gjort Vindves-skodder, Dueslag, Bordplader eller
Skraatag; Opsynsmænd og Vægtere i Klosterbygningerne
lagde ofte i med Saadanne store gamle Malerier paa
Træ, thi i Reglen var selv de bedste blandt disse
Malerier næsten ukendelige af Kærterøg, Støv og
Smuds.*)
*) Sepp: Gorres und seine Zeit S. 89, 90.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
