Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - X. Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet
317
til at foretage Skridtet. Han opholdt sig i Koln og
holdt Forelæsninger, paa samme Tid som han paa alle
mulige Steder: i Koln, Paris, Wurzburg, Mtinchen
o. s. v. ansøgte om en fast Ansættelse. «Paa ret
klækkelige Vilkaar,» skriver han i Juni 1804, «var
jeg endog gaaet til Moskva eller Dorpat. Dog,» siger
han, «vilde jeg foretrække Rhinen.» Mon fordi Egnen
der var katolsk? Nej. «Laksen er her uovertræffelig,
ligeledes Krebsen, desuden Vinen.» Da han senere
afgjort gik over til Katolicismen, var Metternichs
pekuniære Tilbud den afgørende Bevæggrund. Laks, Krebs
og Vin lod han sig da bringe til Østerrig. Nu blev han
som rasende over Skriftet om Winckelmann; han udtalte
sig med grænseløs Foragt derom. Men morsomst er det
dog at se, hvorledes dette lille Arbejde faldt som en
Bombe ned mellem de rigtige politiske Reaktionære i
Wien. Gentz nærmede sig allerede da det Standpunkt,
hvorpaa han stod, da han 1814 skrev til Rahel, at han
var bleven «uendelig gammel og uendelig slet», og som
han karakteriserede saaledes: «Jeg maa skildre Dem den
Skikkelse, min Verdensforagt og min Egenkærlighed nu
har antaget. Jeg sysler, saasnart jeg blot kan kaste
Pennen, aldrig med Andet end med Indretningen af mine
Værelser, og studerer uden Afbrydelse paa, hvorledes
jeg kan skaffe mig bestandig flere Penge til Møbler,
Parfymer og enhver Forfinelse i saakaldt Luksus. Min
Appetit til Maden er desværre borte. I dette Fag
driver jeg endnu kun Frokosten med nogen Interesse.*
Til sin værdige Ven, Adam Muller, skriver Gentz i
1805 som følger:
«Hvad der har slaaet mig overordenligt i Deres Brev,
det er Deres Dom over Goethes to nyeste Produkter. Jeg
kender dem begge, men havde ikke vovet at udtale mig
saaledes om dem. At jeg tænker om dem som De, kun
endnu mindre gunstigt, vil jeg ikke nægte. Noterne
til Rameau er kun flove og platte. Endnu den Dag idag
at vaase saaledes om Voltaire og d’Alembert, er dog
virkelig ikke en Goethe tilladt. Afhandlingerne om
Winckelmann er ateistiske. Et saa bittert, lumsk Had
til Kristendommen havde jeg aldrig tiltroet Goethe, om
jeg end fra denne Side længe ventede mig meget Ondt af
ham. Hvilken uanstændig, cynisk, faunagtig Glæde synes
han ikke at have følt ved den Opdagelse, at W. egenlig
var «en født Hedning*, og af den Grund har været saa
ligegyldig overfor alle kristelige Religions-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
