Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - X. Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet
319
kær, og den Tieckske Fuldmaane Straaler saa
uforanderlig over Landskabet, som var den en
Teatermaane af oljet Papir med en Lygte i Ryggen. Jeg
siger den Tieckske; thi han er blandt alle disse
unge Skribenter det uomtvistelige Ophav til det
romantiske Maaneskinslandskab, i hvilket man maa tænke
sig alle Figurerne fra hans Skrifter anbragte. Det
er heller ikke vanskeligt at forklare, hvorfor det
netop bliver ham, som opfinder Skovensomheden, den
maanebeskinnede Tryllenat og Resten. Tieck er født
i Berlin, vel omtrent den af alle større Byer, hvis
Omegn afgiver de færreste skønne Naturindtryk. Aldrig
ser man et fattigere Landskab end det, der dannes af
disse brandenburgske Sandstepper, paa hvilke de tynde
lange Grantræer staar stivt i Geledder som prøjsiske
Soldater. Som Rousseau i en paradisisk skøn Natur
- Egnen omkring Genf og Montblanc - blev direkte,
umiddelbart, følsomt betaget af Naturen, saaledes fik
Tieck i en naturløs Egn den sygelige Hovedstadslængsel
efter Skov og Bjerg, som affødte Fantasteriet overfor
Naturen. Det kolde og dagklare Berlin med sin moderne
nordtyske Forstandsdyrkelse vakte Urskovslængsler og
Tilbøjeligheder til en Urpoesi.
Vil man overbevise sig om Sandheden heraf, da behøver
man blot at gaa til Tiecks eget Levned. Man læse i
hans Biografi Fremstillingen af Opholdet i Halle 1792:
«Hvor meget anderledes, rigere og venligere traadte
ikke Naturen ham imøde i den grønne Saaledal end
paa de flade Heder om Berlin. Med dobbelt Magt greb
en Følelse ham af uendelig Længsel, som indtil den
smerte-ligste Ophidselse fyldte hans Hjærte, naar
han om Foraaret strejfede igennem Skoven. Da vendte
hin Naturdrukkenskab tilbage, en hemmelighedsfuld
Magt syntes at drive ham frem. Intetsteds dvælede han
hellere end paa den saakaldte Holtybænk i Nærheden af
Giebichenstein. Herfra oversaa han Flod og Dal. Hvor
ofte saa han ikke Solen synke bag Aftenskyerne, og
Maanen i tusinde gyldne Straaler spejle sig i de blidt
bevægede Bølger og drømmerisk blinke gennem Buske og
mellem Grene! Her har han hvilet mangen Sommernat og
drukket Natur i fulde Drag.»
Man føler den Udespærredes Naturlængsel i Skildringen,
et Syn paa Naturen, der til Baggrund har Synet af
Brosten.
Og med endnu bestemtere Træk er den Tieckske
Naturopfattelse knyttet til hans personlige
Naturindtryk i Beskrivelsen af en Aften, der fulgte
paa en anstrængende Fodvandring, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
