Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XI. Romantisk Genfordobling og Sjælelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 Tysklands romantiske
Skole
et antikt Basrelief er fremstillet en Herme eller et
andet Gudebillede af Sten, naar et Maleri forestiller
et Maleratelier eller et Værelse, hvori der hænger
Malerier, saa er det ligesom stærkere antydet,
at Basrelief et ikke selv vil gælde for Sten, at
Maleriet ikke selv vil være Maleri, og af samme Art
er Virkningen, naar i en Komedie en eller anden
af Personerne udbryder: «Antager du mig for en
Teateronkel?»
Endnu skarpere Lys falder der over Teaterillusionen,
eller rettere endnu mere bringes den i Glemme, naar
i et Stykke selve de optrædende Personer udfører en
Komedie, som i Shake-speares Skærsommernatsdrømmen
eller Hamlet. At de, som ikke deltager i dette
Skuespil, ogsaa spiller Komedie, synes da besynderligt
eller umuligt. Illusionen er her kunstigt forøget
og dog samtidigt formindsket, idet Opmærksomheden
henledes paa den. Det er tydeligt nok, at denne
Leg med Sansebedraget er slaaet stærkt ned i Tieck
og maatte gøre det. Da det er Illusionen, som gør
Kunsten til Virkelighed og Alvor for Beskueren, er
det gennem Brud paa Illusionen, at han ret for Alvor
føler Kunsten som frit vilkaarligt Spil.
Tieck driver da ironisk Gæk med alt, hvad man
plejer at lade uomtalt for ikke at forstyrre
Illusionen. I Den bestøvlede Kat spørger Kongen
Prins Nathanael: c Men sig mig, naar De bor saa
langt borte, hvorledes gaar det da til, at De kan
tale vort Sprog saa flydende?« Nathanael: «Tys!»
Kongen: «Hvad?» Nathanael: «Tys, tys - ti dog stille,
ellers mærker Publikum dernede dog tilsidst, at det
er i høj Grad unaturligt.» - Straks efter bemærker
saa en af Tilskuerne: «Hvorfor kan Prinsen dog ikke
hellere tale et fremmed Sprog og lade det oversætte
af sin Tolk? - det er noget forbandet dumt Tøjeri.»
Denne Tilskuerens Bemærkning er naturligvis spydig
ment, rettet imod den platte Fordring til Naturlighed
i Kunsten, for hvilken Iffland og Kotzebue var
Talsmænd. Denne Fordring kom især til Orde i den
franske Misforstaaelse af Aristoteles, i Læren om
Rummets og Tidens Enhed. Hertil havde Schlegel efter
Lessings Eksempel bemærket, at naar man allerede
gjorde det store Spring, at anse Brædderne for Verden,
kunde man sagtens gøre det mindre med, nu og da at
lade Brædderne betyde forskellige Steder. Romantikerne
an-priser derfor ogsaa uafladeligt og som et højere
Kunsttrin end vort nuværende den gamle Shakespeareske
Scene, hvor en Seddel paa Kulissen simpelthen angav
Stedets Beliggenhed. De, der for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
