Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XI. Romantisk Genfordobling og Sjælelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romantisk Genfordobling og Sjælelære
335
Fredrik.
Mig det var,
Først nu mig selv jeg fatter. Det er din virkelige
Son, du har, Og nu lever han Livet atter.
Her findes da hos Heiberg en skøn og sindrig
Benyttelse af F o rudtilværelsen. Men Romantiken
bliver ikke staaende derved. Den nøjes saa lidet med
at kaste Personligheden tilbage i Fortiden, som med at
føje et følgende Livs brede pragtfulde Paafuglehale
til den. Snart flækker den Jeget igennem paa langs,
snart opløser den det i dets Bestanddele. Den splitter
Jeget og fordeler det i Tiden. Den agter jo hverken
Rum eller Tid.
Selvbevidsthedens Væsen er Selvfordobling. Men
det Selv er sygt, som ikke formaar at overvinde og
beherske denne Fordobling. Vi saa det hos Roquairol
og Lovell. Ingen Ulykke og Jammer er større end den
sygelige Selvbetragtning. Man skiller sig i den ud fra
sig selv, ser paa sig selv som Tilskuer og har snart
den rædsomme Følelse, som Cellefængslernes Beboere
har, naar de ser hen til den lille Glasglug i Døren
og opdager Opsynsmandens Øje fæstet paa dem. Ens eget
Øje er i denne Tilstand blevet En skrækkeligt som
en Andens. Hvad der mest bringer denne Tilstand til
at vare, er dels den religiøse og moralske Følelse,
at man ikke vil slippe sig selv af Syne, men arbejde
med sig selv, forbedre sig selv, dels den naturlige
Videbegærlighed overfor det Ubekendte; man betragter
sig selv som et Land, hvis Kyster kendes, men hvis
Indre først skal opdages.
Denne Opdagelse sker langsomt og umærkeligt i det
sunde Menneskes Liv. En skøn Dag ser den stakkels
Fange op fra sit Arbejde hen til Gluggen, og han
mærker, at Øjet er forsvundet. Han aander, han lever
først nu. Hvilken end hans Gerning er, nok saa stor
eller nok saa ringe, hvad enten han er guddommelig
eller blot nyttig, Michelangelo eller Proppe-skærer,
fra det Øjeblik af vil han have en Følelse af Ligevægt
og Enhed i Sindet. Han føler, at han er én og hel. Hos
sygelige, til Handling udygtige Naturer viger Øjet
aldrig bort fra Glasset, og vedbliver denne Tilstand,
er Mennesket paa Randen af Mani. Men denne Tilstand
holder Romantikerne fast. Saaledes opstaar det
romantiske synske Dobbeltgængen, hvis Udgangspunkt er
givet i Jean Pauls Leibgeber-Schoppe (o: i Grubleriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
