Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XI. Romantisk Genfordobling og Sjælelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romantisk Genfordobling og Sjælelære
343
lige Dobbeltgængers Træk kun altfor kendelige
for mig. Ret som Vognen, der et Øjeblik var bleven
standset i Trængselen, atter rullede videre, kastede
han det stive, forfærdelige Blik fra de gnistrende
Øjne op paa mig og lo og hylede op: Brudgom, Brudgom -
kom op paa Taget - saa vil vi brydes med hinanden,
og den, som støder den anden ned, er Konge og tør
drikke Blod. Jeg raabte: Forfærdelige Menneske! hvad
vil du mig? - Aurelia omfavnede mig, rev mig med Magt
bort fra Vinduet og raabte: For Guds og den hellige
Jomfrus Skyld .... De fører Medardus, min Broders
Morder, til Døden .... Leonard - Leonard! Da vaktes
Helvedsaanderne i mit Indre og stejlede ivejret med
den Magt, der var skænket dem over mig brødefulde,
forrykte Synder. Jeg greb Aurelia med Raseri, saa hun
foer sammen: «Ha, ha, ha - afsindige, taabelige Kvinde
- jeg - jeg, din Elsker, din Brudgom er Medardus,
er din Broders Morder. Du, Munkens Brud, vil hyle
Fordærvelse ned over din Brudgom? Ho, ho, ho - jeg
er Konge - jeg drikker dit Blod.»
Han støder hende ned, en Blodstrøm flyder over hans
Haand. Han farer ned paa Gaden, befrier Munken,
uddeler Knivstik og Slag til højre og venstre,
og flyer ind i Skoven. «Kun den Tanke at fly som
et hidset Dyr stod fast i min Sjæl. Jeg stod op,
men neppe havde jeg gaaet nogle Skridt, før et
Menneske sprang op paa min Ryg og slyngede sine Arme
om min Hals. Forgæves søgte jeg at ryste ham af, jeg
kastede mig ned, jeg trykkede mig ind mod Træerne. Alt
forgæves, Mennesket fniste og lo haanligt. Da brød
Maanen klart lysende frem gennem de sorte Grantræer,
og Munkens dødblege, fæle Ansigt, den formentlige
Medardus’s, Dobbeltgængerens Ansigt stirrede paa mig
med et græsseligt Blik som op fra Vognen. Hihihi -
lille Broer - du maa bære mig, nu er jeg altid hos
dig, jeg kan ikke løbe, jeg kommer lige fra Galgen,
de vilde radbrække mig.» - Denne Situation fortsættes
i det Uendelige, men jeg bryder af. Indtil Bogens
Slutning er man uklar over Begivenhedernes sande
Betydning og Handlingernes moralske Beskaffenhed;
saa fuldstændigt har Fantasteriet her opløst
Personligheden.
Det er bekendt, i hvilken Grad Ingemann hos os
har fulgt Hoffmann paa denne Bane. Han udnytter
f. Eks. det Rædselsfulde, der kan ligge i den
Forestilling paa en Kirkegaard ved Nattetid at raabe
tre Gange paa sit eget Navn. Man sammen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
