Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XII. Det romantiske Gemyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356 Tysklands romantiske
Skole
indesluttede Graven Ens Et og Alt. Ikke engang den
kummer lige Udflugt fattes, at Julie synes ham den
genfødte Sophie, hvad jo rigtignok Romantikernes
Dvælen ved Ideen om en Forudtil-værelse kunde
lægge ret nær. Her som ellers i Hardenbergs Levned
er imidlertid det tilsyneladende Unaturlige en
let for-staaelig Affødning af Forholdene: Sophie
v. Kuhn synes omtrent som Auguste Bohmer at have
været et Barn, der i Udvikling var langt forud for
sine Aar. Hun traadte den 23aarige Yngling imøde
paa én Gang med Barnets og Jomfruens Tiltrækning;
hendes Træk var ædle; de dybe, mørke Øjne med det
store Blik syntes at rumme en Verden. Ogsaa Andre,
der har betragtet hende med roligt Blod, kalder hende
«en himmelsk Skabning*; hendes Lokkehoved syntes at
svæve over den fine Skikkelse.
Sophies Hjem, hendes Forældres muntre, gæstfri Hus
stod i den stærkeste Modsætning til det, fra hvilket
den unge Har-denberg var udgaaet; den hele Familie
virkede fortryllende paa ham som senere paa hans ældre
Broder. Saaledes blev den endnu uudviklede unge Pige,
der maaske ved et længere Samliv vilde have skuffet
ham som for verdslig eller for ubetydelig, hans Muse,
hans Beatrice, hans Ideal. Og da næsten samtidigt med
hendes Død hans Broder Erasmus, med hvem et smukt,
aabent Venskab forbandt ham, blev revet bort af
Brystsyge, er det naturligt nok, at det var ham,
som havde Livet tabt al Tiltrækning for ham. Døden
forekom ham ikke blot som Forløsning; men med sit
Anlæg til Mystik talte han som alt berørt om den som
«et frivilligt Offer». l sin Dagbog skrev han paa
dette Tidspunkt: «Min Død skal være Beviset paa min
Følelse for det Højeste; ægte Opofrelse, ikke Flugt
eller Nødhjælp.»
Under denne Krise begyndte han at nærme sig den
positive Kristendom. Ikke at han egenlig gav sig
til at hylde nogensomhelst bestemt Bekendelse,
endsige nogen Bogstavtro, men hans hedenske Længsel
efter Døden antog en kristelig Farve. Hans Sjæleliv
havde inderst inde længe været saaledes beskaffent,
at han uden Tidsalderens historiske Strømning, der
greb Aanderne, lige saa godt kunde være bleven en
afgjort Modstander af enhver Kirkelære. Endnu syntes
det at gælde om ham, hvad Friedrich Schlegel - endog
et Aar senere - skrev til ham: «Maaske har du Valget
mellem at være den sidste Kristne, den gamle Religions
Brutus, eller at blive det nye Evangeliums Kristus.*
Kort derefter var Afgørelsen truffen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
