Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XII. Det romantiske Gemyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det romantiske Gemyt
365
Skyer, de er den romantiske Poesis sande og egenlige
Sindbillede.
Dog i Planterne og deres Modbilleder Skyerne er der
for det romantiske Gemyt endnu for megen Stræben
og Uro. Selv en Vegeteren er dog endnu ikke den
rene Rugen, ikke den rene Hvile, men indeholder en
Retning opefter i Plantens Stræben mod Lyset. Derfor
er Plantelivet ikke heller det højeste, Novalis gaar
endnu et Skridt videre end Schlegel:
«Det højeste Liv er Matematik. Uden Ildhu ingen
Matematik. Gudernes Liv er Matematik. Ren Matematik
er Religion. Til Matematik naaer man kun ved
Aabenbaring. Matematikeren véd Alt. Al Virksomhed
hører op, naar Viden indtræder. Videns Tilstand er
Lyksalighed, Betragtningens henrykte Ro, himmelsk
Hensynken.»
Her staar vi ved Toppunktet. Alt Liv er krystalliseret
i Matematikens døde Former.
Paa dette Punkt er det rene Gemytsliv saa stærkt
sammentrængt, at det staar stille. Det er, som om
Sjælens Uhr havde ophørt at slaa. Enhver ædel Stræben,
enhver frisindet Retning udadtil er trængt tilbage,
kvalt i Gemyttets dumpe Kælder.
Paa dette Punkt er det derfor, at Gemyttets
Inderlighed slaar over i den groveste Udvorteshed. Da
enhver Evne til at frembringe nye ydre Former
er forsmaaet og dræbt, saa er vi naaede til det
Vendepunkt, hvor alle faste ydre Former blot som
Saadanne anerkendes og des varmere, jo fastere de
er, jo mere de nærmer sig til hin krystalagtige
Forstening, jo bestemtere de drager Spændetrøjen
over enhver Stræben, jo vissere det er, at de kun
levner Rum for det rent planteagtige Liv. Skridtet
gør Novalis i den mærkelige Afhandling Kristenheden
i Europa (1799), som Tieck forgæves, ved at stryge i
den, søgte at bringe i Forglemmelse og som Friedrich
Schlegel senere ved Udeladen af et Hovedsted
forfalskede til Udtryk for den rene Pavedyrkelse.
Heri hedder det: «Det var skønne glimrende Tider, da
Europa endnu var et kristent Land, da én Kristenhed
beboede denne Verdensdel . . . Med Rette modsatte
Kirkens vise Overhoved sig en fræk Uddannelse af
de menneskelige Anlæg paa Bekostning af Sansen
for det Hellige, og utidige farlige Opdagelser paa
Videnskabens Omraade. Saaledes forbød han Tænkerne
offenlig at paastaa, at Jorden var en ubetydelig
Vandre-stjerne; thi han vidste vel, at Menneskene
med Agtelsen for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
