Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Længselen, den blaa Blomst
379
Maade aldeles prosaisk og moderne. Det Romantiske
gaar tilgrunde deri, ogsaa Naturpoesien, det
Underfulde. Bogen handler kun om sædvanlige
menneskelige Ting; Naturen og Troen paa dens lønlige
Kræfter er ganske glemte. Det er en poetiseret
borgerlig og huslig Historie, det Underfulde
deri bliver udtrykkelig behandlet som Poesi og
Sværmeri. Kunstnerisk Ugudelighed er Bogens Aand
. . . Wilhelm Meister er egenlig en Candide rettet
imod Poesien.»
I Modsætning hertil vil da Novalis levere en Roman,
i hvilken Alt tilsidst opløser sig i Poesi, eller hvad
der i hans Sprog er det Samme, i hvilken Verden til
Slutning bliver Gemyt. Thi Alt er Gemyt. «Naturen er
for vort Gemyt, hvad et Legeme er for Lyset, hedder
det i Bogen. Legemet holder det tilbage, bryder det i
ejendommelige Farver o. s. v. Menneskene er Krystaller
for vort Gemyt.»
Romanen er da en Allegori, til hvilken det i den
indlagte Æventyr indeholder Nøglen. Æventyret skal
vise, hvorledes den sande evige Verden bliver til,
skildre Tilbagebringelsen af det Elskovens og Poesiens
Rige, hvori det store Verdensgemyt «over-alt bevæger
sig og blomstrer uendeligt*. Da, som det hedder i et
af Novalis’s Brudstykker, den nuværende Himmel og
Jord er af prosaisk Natur og vore Dage en Nyttens
Tidsalder, maa en poetisk Dommedag gaa forud, en
Fortryllelse løses, inden det nye Liv kan blomstre
frem: Kong Arctur og hans Datter slumrer indefrosne i
deres Ispalads. De udfries af Fabelen, o: Poesien og
dens Broder Eros. Eros er Barn af den urolige Fader,
Forstanden, og den trofaste Moder, Hjertet. Fabelen
er Foster af en Utroskab fra Forstandens Side,
avlet af ham med Maanens Datter Fantasi. Hun kalder
sig en Guddatter af Husaltrets Vogterinde Sophia,
den himmelske Visdom.
Mod de gode Magter i denne skeletagtige Allegori
foranstalter Skriveren en Sammensværgelse. Skriveren
er Prosaens, den indskrænkede Oplysnings Aand; han
skildres som bestandig skrivende. Naar Sophia dypper
det af ham Skrevne i en Skaal, der staar paa Alteret,
bliver stundom en lille Smule af det staaende, stundom
udslettes Alt. Rammer nogle Draaber fra Skaalen ham,
falder en Mængde Tal og geometriske Figurer ned, som
han med megen Iver trækker paa en Traad og binder
sig til Prydelse om den magre Hals. Skriveren er
Novalis’s Nureddin. Ved hans Anslag bliver Faderen
og Moderen bundne, Alteret nedbrudt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
