Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Længselen, den blaa Blomst
381
Liflige ved Tingene og frembringer det for sin egen
Skyld paa en saadan Maade, at den paa mangfoldig Vis,
overalt og altid, kan have og nyde det.»
Paa en Ridderborg træffer Heinrich en fangen
østerlandsk Kvinde, hvis inderlige Klagesang det
er ganske lærerigt at sammenligne med den fangne
Østerlænderindes Klage La captive i Victor Hugos Les
Orientales.
l en hemmelighedsfuld Eneboers Bog, der er Forbilledet
for Kuliemandens Bog i Ingemanns Valdemar Sejer,
finder Heinrich sin egen Livsskæbne optegnet.
De Rejsende ankommer til Augsburg, og Heinrich
lærer her en Digter og en henrivende ung Pige at
kende. I Klingsohr staar den udviklede Digter for
ham, og dennes Udtalelser minder paa mange Maader
om Goethes. Næsten Alt, hvad Klingsohr siger,
er overraskende fornuftigt og sundt; man begriber
neppe, at Novalis selv ikke har kunnet tage sig
noget deraf til Hjerte. Saaledes siger han: «Jeg kan
ikke noksom tilraade Jer at følge Eders naturlige
Lyst til at trænge ind i hvorledes Alt sker efter
Aarsagsloven. Intet er Digteren uundværligere end
Indsigt i enhver Gernings Art, og Bekendtskab med
Midlerne til at naa ethvert Maal .... Begejstring
uden Forstand er unyttig og farlig, og Digteren
vil kun kunne gøre faa Undere, ifald han selv
troende studser over Undere . . . Den unge Digter
kan ikke være for kold, for betænksom. Til den sande
melodiske Veltalenhed hører en omfattende, opmærksom,
rolig Forstand.» Dog i ét Punkt er Klingsohr og
Novalis aldeles enige, nemlig i, at Alt er og maa
være Poesi. «Det er ret slemt, at Poesien har et
særskilt Navn, og at Digterne udgør et særegent
Laug. Poesien er slet ikke noget Særligt. Det er den
for Menneskeaanden ejendommelige Handlemaade. Digter
og tragter ikke ethvert Menneske i ethvert Minut?»
Da Heinrich ser Klingsohrs Datter Mathilde, er al hans
Elskovslængsel tilfredsstillet. Han er tilmode som
ved Drømme-Synet af den blaa Blomst. Da drukner den
Elskede. Heinrich mister hende som Novalis selv havde
mistet Sophie von Kuhn. Ganske nedbrudt forlader han
Augsburg. Saa trøster et Syn (som de Syner, Novalis
selv havde havt ved Sophies Grav) ham i Sorgen;
han ser den Afdøde og hører hendes Stemme.
I et fjernt Kloster, hvis Munke, Præster for
Vedligeholdelsen af «den hellige Ild i unge Gemytter»,
synes at udgøre en Art
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
