Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIV. Arnim og Brentano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arnim og Brentaiio
401
ledes Waller om Natten finder sin syge Hustru død,
forsøger at vække hende til Live, og da det ikke
lykkes, i et forunderligt Raseri strækker sig
ud ved hendes Side paa Sengen. Saaledes liggende
udbryder han i de skønneste Elegier over den Afdøde
og tillader pludseligt hvad han før paa ingen Maade
vilde tilstede, nemlig at det afsjælede Legeme bliver
lagt ind i et andet Værelse. Liggende modtager han
Besøg af en Præst og tre smukke Piger fra Landet,
Døtre af en meget rig Amtmand der i Nærheden, der
staaende omkring ham med taarefyldte Øjne hører paa
hans Sværmerier. Han hilser dem paa Vers som de tre
Gratier, der er komne for at trøste ham for Tabet af
den Elskede, skildrer dem sin mistede Lykke, beskriver
dem sin fremtidige Ensomhed og sine forladte Børns
sørgelige Stilling; saa tror han pludselig at høre
sin Hustrus Stemme og gentager gysende hendes enkelte,
afbrudte Ord, der byder ham at gribe den smukkeste af
de tre unge Pigers Haand og stikke sin Vielsesring paa
hendes Finger. Han føler sig, siger han, overbevist
om, at hun kan og vil trøste ham; han udmaler hende
et henrivende Kunstnerliv. Da han imidlertid faar
en Kurv, taber han aldeles ikke Fatningen, men siger
smilende, at det Hele kun har været et skønt, mildt
Sansebedrag.
Tydeligt nok ligger her Baggesens ustadige Væsen i
Kærlig-hedssager til Grund; af det uroligt Elskovssyge
i hans Naturel med de pludselige, tilsyneladende
ubegrundede Omslag i hans Stemningsliv, som det
afstedkom, er der her skabt en lystig og dristigt
tegnet Karikatur. Arnims Stræben er imidlertid afgjort
rettet paa at fremhæve Saadanne typiske Træk, der
kunde anskueliggøre det Vilkaarlige og Flanede i et
helt Slægtleds Følelsesliv og give det til Pris for
Latteren.
Hans syv Aar senere udgivne, iøvrigt ufuldendte,
historiske Roman Die Kronenwåchter (1817) har, som
den tidligere, nogle Skikkelser, der fremtræder
med stor Fylde og Skarphed, men ved Siden deraf
altfor meget ubehersket Stof af mystisk og lyrisk
Art. I Romanens Baggrund rager mangekantet hint
hemmelighedsfulde, fortryllede Slot i Vejret,
hvis syv Taarne er fuldstændigt gennemsigtige;
de synes byggede af Glasstykker, thi ethvert af
dem kaster en broget Regnbue paa sorte Klipper,
ja paa en fjerntstaaende sort Flaske. I dette Slot
har Kronevogterne, der værner om Hohenstaufernes
Krone, deres lønlige Tilflugtssted og herfra gaar de
handlende og hævnende ud i Livet. Dog denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
