Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIV. Arnim og Brentano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arni m -og Brentano
405
fra Morgen til sildig Aften for at skrabe de Penge
sammen.» Hermed stemmer hans Bemærkning i Afhandlingen
Om Folkeviser, at Folket er kommet til «at betragte
Lovene som en Stormvind eller en anden umenneskelig
Magt, overfor hvilken man maa væbne sig eller krybe
i Skjul eller fortvivle*.
Hans adelige Sindelag bryder sig overalt Vej igennem
hans romantiske Lunespil.
Ved Siden af ham staar hans Fælle som Samler og
Udgiver af de tyske Folkeviser, Clemens Brentano
(1778-1842), beslægtet med ham ved sin vilde
Husholdning med en rig Fantasi, men ham modsat som
ustadig og upaalidelig Person. Brentano er af Naturen
mere sprudlende anlagt og smidigere end Arnim;
han er en mere glimrende aandelig Fremtoning, der
imidlertid ikke som Menneske, kun som sjælehistorisk
Tilfælde vækker Interesse. Menneskelig Deltagelse
indgyder han kun forsaavidt han ikke, saaledes som
hans Aandsfrænde Zacharias Werner, overlader sig
til sentimental Gemenhed. Han handler ikke lavt,
men han er aldrig i strengeste Forstand sanddru,
før han, aandelig sløvet, opgiver enhver Fordring paa
at virke som Digter eller overhovedet som Forfatter,
og kun lever for sine religiøse Sværmerier. Thi det
forholder sig næsten med ham som med Holderlin, der
saa ung ramtes af Vanvid; de sidste femogtyve Aar af
hans Liv er gaaede tabt for Poesien.
Oprindeligt er han blandt Romantikerne Skalken,
den ustadige Skelmsmester og Uglspil, der ikke
kan lade være ved egen Skyld at miste de Venner,
han vinder, og lige saa lidt lade være, selv at
sprænge eller fordærve de Stemninger, han med kyndig
Haand fremkalder. Der findes hos ham den ellers hos
Romantikerne saa sjældne Evne til Gratie i Kunsten,
parret med en vis Inderlighed. Det gik ham som
adskillige andre frembringende Aander; med Pennen
i Haand blev han dybere, alvorligere og fremfor Alt
inderligere end han i Livet var. Derfor virker han
ikke sjældent som Kunstner ægte, uden derfor som
Menneske at have været sand.
Som aandelig Personlighed havde han ingen Rygrad. Og
da han ikke fandt noget Hold i sig selv. kendte han
overfor Autoritetstroen kun to Væremaader: et Oprør
imod den, der overskred alt Maal, og en Underkastelse,
der gjorde det samme. Mellem disse Yderligheder
svingede hans Væsen, indtil det slog
sig til Ro i Underkastelsen.
26*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
