Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIV. Arnim og Brentano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410 Tysklands romantiske
Skole
Ein verstimmend Fuhlgewåchschen, ein Verlangen
abgewandt, ein erstarrend Zitterhexchen,
Zuckeflåmmchen, nie verbrannt.
Offnes Råthsel, nie zu losen, steter Wechsel, fest
gewohnt, Wesen, \vie noch keins gewesen, Leicht
versohnt und scliwer verschont.
. ..*...
t«^*«*»*
Auf dem Kehlchen wiegt das Kopfchen Blumenglockchen
auf dem Stiel, Seelchen, selig Thauestropfchen das
hinein vom Himmel fiel.
Det stærkt Kunstlede i disse Strofer er overordenlig
betegnende for Brentano; han er helt igennem kunstlet,
som Lyriker ikke mindre end som Fortæller, men hans
Maner gør sjældent Indtryk af det Affekterede, den
afgiver kun Vidnesbyrd om hans Væsens halvt syge
Blødhed.
Simpel og rørende klinger igennem Spinderskens
Sang Smerten over den lange Adskillelse fra Sophie
Mereau. Digtet begynder:
Tilforn med Toner""klare der sang en Nattergal i
Natteluften sval, da vi tilsammen vare.
Men ensom nu jeg spinder den stærke, rene Traad og
synger uden Graad, saa længe Maanen skinner.
Da vi tilsammen vare, sang Nattergal hver Nat; nu
maner den mig, at du kunde fra mig fare.
Og ser jeg Maanen skinne, jeg mindes ikkun En. Min
Sjæl er stærk og ren. Gudfader os forbinde!
Med Rette har man prist Brentano for at han i sin
Romance Loreley har skabt den Skikkelse, der ved
andre Digteres Beliand-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
