Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIV. Arnim og Brentano - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
416 Tysklands romantiske
Skole
rent menneskelige Magt for Naadens kirkelige. Ikke
desmindre har Fortællingen foruden kunstnerisk Stil
ogsaa folkelig Tone. Aanden i hin simple Folkevise,
af hvilken Stoffet er taget, svæver derover. Og hvad
der er endnu betydningsfuldere: denne korte Novelle
er forsaavidt banebrydende i den tyske Literatur,
som den adskilligt før Immermanns Storgaarden aabner
Landsby-historiernes Tidsalder, og med sin troskyldige
om end en Smule kunstlede Tone anslaar den Streng,
der saa længe efter endnu klinger igen hos Auerbach
og andre.
XV
Der gives en Digtart, i hvilken Mennesket fortrinsvis
fremstilles fra den Side, fra hvilken dets Væsen
er Frihed og Aand: det er Dramet. I den lyriske
Poesi er det Stemningen, som hersker; i den episke
trænges Personen tilbage ved den brede Udmaling af
de Omstændigheder og Magter, der bestemmer den; men
Dramets Genstand er Handlingen, og den menneskelige
Karakter som handlende og villende tvinger, fordi den
selv er lutter Form og Bestemthed, Digteren til at
give sin Frembringelse Bestemthed og Form. Dramet
fordrer Klarhed og Aand; Naturmagterne maa her,
hvor Alt er begrundet, ses som Aandens Tjenere eller
Herrer, men de maa fremfor Alt forstaas, de kan ikke
optræde som dunkle og lyssky Tvangsherskere, der
ingen Forklaring har at afgive over deres Væsen og
Bud. Tiecks to romantiske Dramer, Sørgespillet Leben
und Tod der heiligen Genoveva og Tiakts-Lystspillet
Kåiser Octavianus, er egenlig kun Dramer af
Navn. Shakespeares Perikles og Vinteræventyret,
Galderens lyriske og musikalske Indskud, forledede
Tieck til en lyriskepisk Formløshed uden Lige i
Poesiens Historie. Mere stilløse, mindre komponerede
dramatiske Digtninge end disse findes ikke. Hvad
det for Tieck kommer an paa er alene hvad han kalder
Begivenhedens «Klima*, dens Luft og Duft, dens Tone
og Farve, dens Stemning og Afspejling i Gemyttet,
dens ejendommelige Belysning, der ufravigeligt er
Maaneskinnets. Han lægger den tidlige Middelalders
Mennesker den Stemning i Munden, i hvilken Læsningen
af de gamle Legender har sat ham selv. Det var en
Art religiøs Sindstilstand, der havde bragt ham ind
paa denne Vej. Schleiermachers Taler om Religionen
havde netop gjort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
