Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422 Tysklands romantiske
Skole
hans Ungdom igennem, nemlig Robert Guiscard, var det
i den ganske bestemte Hensigt at overbyde Goethes og
Schillers klassiske Poesi «ved et nyt Kunstprincip»;
han vilde sammensmelte Æschylos og Shakespeare,
Antikens og Renæssancens Fortrin i sin Kunst, forene
Dyrkelsen af det Skønne med Trofasthed mod Naturen,
udadlelig Form med tragiske Sammenstøds yderste
Rædsler.
Han havde endnu ikke Kraft til at frembringe noget
Helt og maatte lægge Værket tilside.
I den slappe Stemning, som det mislykkede Forsøg
fremkaldte, vendte han sig til Videnskaben. Han vilde
kun Et, finde Sandheden, og det Sandheden ganske
i Almindelighed. Med den Selvoplærtes naive Tillid
kastede han sig over Filosofien i det Haab, i den at
finde den hele og fulde Sandhed, efter hvilken han
kunde rette sig i Liv og Død.
Det var Kants Filosofi, som han gav sig til at
granske, og det Indtryk, den gjorde paa ham, var
ubetinget nedslaaende. Han havde ventet i Filosofien
at finde en Religion, og Erkendelseslæren beviste ham,
at vi overhovedet ikke kan naa Sandheden, aldrig
erfare hvad Tingen er i sig selv, men kun formaar
at se Genstandene saaledes, som vore Organer viser
os dem, det vil sige, at den som har grønne Briller
ser Tingene grønne og den som har røde ser lutter
Rødt. Det var ham, som om hans eneste og højeste
Maal var sunket sammen, da han indsaa, at Sandhedens
Erkendelse, som han havde forestilt sig den, ikke
var mulig.
I denne sjælelige Opløsningstilstand fattede han
som andre Romantikere Tanken om at klamre sig til
et System af Dogmer, enten til den protestantiske
Rettroenhed eller til den katolske Religion som
den myndigst bydende og ældste. Fra Dresden skriver
han: «Intet var saa egnet til at føre mig bort fra
Videnskabens sørgelige Omraade som de Kunstværker,
der er ophobede i denne By ... Dog ingensteds følte
jeg mit Hjerte saaledes rørt’ som i den katolske
Kirke, hvor den mest ophøjede Musik forener sig med
de andre Kunster om med Magt at gribe Hjertet. Vor
Gudstjeneste er slet ikke nogen. Den taler kun til
den kolde Forstand; men til alle Sanser taler den
katolske Fest ... Ak kun en Draabe Glemsel, og med
Vellyst var jeg bleven Katolik.»
Han overvinder vel disse Griller, men at tvinge sig
til Arbejd er ham umuligt, efter at han er kommen
til Kundskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
