Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mystikeu i det romantiske Drama
435
Din Ægtemand, Alkmene, har begaaet alt det Gale;
det er Ægtemanden, hvem du som skyldig maa betragte,
din Elsker har ej Skyld i den hidsigt plumpe Tale.
Aldrig at saare dig hans Hjerte kunde agte.
Hvor kunde vel hans Hjerte et Ord, der krænked,
nænne!
dertil er dets Ømhed for ærbødig og for blød.
Ifald ved dets Svaghed Sligt en Gang skulde hænde,
han gennembored det med hundred Dolkestød.
For Ægtemanden aldrig den Ærefrygt gjaldt,
som griber hver den dig kommer nær.
Man kender ham straks paa hans raa og haarde Færd;
med sin Bryllupsret tror han, at han har Lov til Alt.
Jupiter udtrykker sig, som man ser, med det mest
udsøgte Hof-Galanteri, og da ved Stykkets Ende de
Omstaaende lykønsker den stakkels Amfitryon, siger
Sosias Slutningsord, som slaar det Hele hen i Spøg
og gaar ud paa, at om den Art Sager er det bedst at
tale saa lidt som muligt.
Selvfølgeligt maatte Kleist opfatte Æmnet fra en
ganske anden Side.
Allerførst har øjensynligt her Dobbeltgængeriet været
det Tiltrækkende for et romantisk Gemyt. Dernæst
forelaa der her en Mulighed til at spille svagt,
men tydeligt, paa ’et af de vigtigste Mysterier i
den kristelige Tro. Alkmene undfanger Herakles,
ikke med sin Mand og dog ikke i Ægteskabsbrud,
altsaa ubesmittet; det Foster, hun skal føde, er ikke
Barn af et Menneske, men af en Gud. Derfor er i det
afgørende Optrin mellem Jupiter og Alkmene Jupiter
under Forgudelse af Naturen udvidet til Verdensaanden;
han er ikke Grækernes letfærdige Olympier, men saa
guddommelig og aandig som selve Naturfilosofiens
Absolute. Han siger tU Alkmene:
Skuer du Verden ej, hans store Værk?
Ser du ham ej i Aftenrødens Skær,
naar gennem Skovens Løvværk taust det falder?
Hører du ikke ham i Vandenes Rislen
og Nattergalens yppigt ømme Slag?
Er det forgæves, Fjældet, himmelhøjt,
dig i dets Stolthed aabenbarer ham,
og styrter, støvsprængt, Fossen ned forgæves?
Naar Solens Straaler falder i hans Tempel
og livnede af Glædens Pulsslag alle
det Skabtes Arter priser ham, formaar
du da at stige ned i Hjertets Grube
og bede til din Afgud?
G. Brandes: Samlede Skrifter. IV.
28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
