Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
440 Tysklands romantiske
Skole
et ganske unyttigt Medlem af det menneskelige Samfund,
der ikke mere fortjener nogensomhelst Deltagelse,
berøver mig ikke blot Fremtiden, men forgifter mig
Fortiden.*
Han vidste tilsidst slet ingen anden Udvej til
at tjene sit Brød end den, paany at blive Officer,
hvad han saa nødigt vilde, og det vilde sige at vende
tilbage til en Livsstilling, han tolv Aar tidligere
havde opgivet. Han ejede imidlertid ikke engang de til
en Officers Udrustning nødvendige Penge. En Ansøgning
til Hardenberg om Hjælp forblev ubesvaret. Netop
paa dette Tidspunkt var det saa, at Prøjsen saa
sig tvunget til den Skam at indgaa Forbundet med
Napoleon mod Rusland. Ingen større Forvirring af
Fædrelandsvennens Følelse lod sig tænke, end den,
som maatte følge deraf. Han, Hermans-Slagets Digter,
Napoleons Dødsfjende, tvunget til som prøjsisk Officer
at kæmpe for sit Fædrelands Ydmyger!
Under dette sidste Pligtsammenstød brast hans
Hjerte. «Min Sjæl er saa træt,* skriver han, «at
naar jeg blot stikker Næsen ud af Vinduet, smerter
Dagslyset mig, som skinner paa den.»
.Han var moden til Afgørelsen. Gennem Adam Muller
var han bleven bekendt med Fru Henriette Vogel,
en begavet Dame, der ligesom han led af Tungsind
og som indbildte sig at have en ulægelig Sygdom. En
Dag mindede hun ham om det Løfte, han engang havde
givet hende, at vise hende enhver selv den største
Venskabstjeneste. Han svarede, at han naarsomhelst
var rede dertil. «Godt, saa dræb mig. Mine Lidelser
har bragt mig saa vidt, at jeg ikke mere kan udholde
Livet. Det er rigtignok ikke sandsynligt, at De gør
det, da der jo ikke mere gives Mænd paa Jorden.»
Det var nok for Kleist. I November 1811 kørte han og
Henriette sammen til Wannsee. De var tilsyneladende
lystige og tilbragte under al Slags Skemt Tiden dér
til den næste Dags Eftermiddag; saa gik de ind i
en Hule ved Søen, og Kleist skød sin Veninde gennem
det venstre Bryst, dernæst sig selv igennem Hovedet,
efter at de først sammen havde tilskrevet Adam Mullers
Hustru et underligt vemodigt-humoristisk Brev. Det
lyder saaledes:
<Himlen véd, min kære, fortræffelige Veninde,
hvilke besynderlige Følelser, halvt vemodige,
halvt overgivne, der bevæger os til i denne Time,
da vore Sjæle som to muntre Luftskippere hæver sig
over Verden, at skrive Dem til. Vi var dog ellers,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
