Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mystiken i det romantiske Drama
441
maa De vide, bestemte paa ikke at afgive noget Kort
p. p. c. hos vore Venner og Bekendte. Grunden er vel
den, at vi i tusind lykkelige Øjeblikke har tænkt
paa Dem, og at vi tusind Gange har forestilt os,
hvorledes De i Deres Godmodighed vilde have let,
hvis De havde set os sammen i den grønne eller røde
Stue. Ja, Verden er en underlig Ting! - Det har sin
Rigtighed, at vi to, Jette og jeg, som to tungsindige,
sørgmodige Mennesker, der altid har anklaget hinanden
for deres Kulde, har faaet hinanden af Hjertet kær,
og det bedste Bevis derfor er vel, at vi nu dør med
hinanden.
Lev De vel, vor kære, kære Veninde, og vær nu ret
lykkelig her paa Jorden, som det meget vel er muligt
at være det. Vi for vor Del vil ikke vide Noget af
denne Verdens Glæder og drømmer om lutter himmelske
Egne og Sole, i hvis Skin vi vil vandre om med
lange Vinger paa Skuldrene. Adieu! et Kys fra mig,
som skriver dette, til Muller; han skal undertiden
tænke paa mig og vedblive at være en tapper Guds
Stridsmand mod Djævelens Daarskab, som holder Verden
i sine Baand.
(Efterskrift med Henriettes Haand.)
Dog hvordan dette er gaaet til, fortæller en anden
Gang jeg i Mag, da jeg har altfor travlt idag.
Lev da vel! I mine kære Venner! og erindrer
i Glæde og Sorg de to underlige Mennesker,
der snart tiltræder den store Opdagelsesrejse.
Henriette.
(Atter med Kleists Haand.)
Givet i den grønne Stue, den 21de November 1811.
H. v. IO
Kleist var den stejleste Karakter i Datidens
aandelige Verden i Tyskland, og han havde tilmed et
overfuldt Hjerte. Han vilde bygge Paa Følelsens Grund,
efter at -han havde opgivet at naa til Sandhedens
Erkendelse. Rent digterisk formaaede han at gøre
det, som han i Kohlhaas bygger paa Retsfølelsen, i
Kåthchen von Heilbronn paa den ubetingede Hengivenheds
Følelse. Men i den virkelige Verden, hvori han ved
sin Fødsel var sat, havde Ingen Brug for hel, stærk
Følelse af den Art som hans. Han fandt da ikke denne
Følelse hos Andre, og hvor han selv fulgte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
