Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XVII. Romantiske Politikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romantiske Politikere
471
ældre, og naar han senere hen svang sig op til
de højeste Stillinger og levede i de højeste
Samfundskrese, saa skyldte han ikke sin Fødsel Noget,
men sin Dygtighed Alt. Han studerede i Konigs-berg,
lagde sig med stor Alvor efter Kants Filosofi
og stod som sværmerisk Yngling i et inderligt og
platonisk Forhold til en ung ulykkelig Kone Elisabeth
Graun. 1786 kom han til Berlin, fik en Ansættelse
først som Gehejmesekretær, saa som Krigsraad,
og giftede sig af ydre Hensyn med Datteren af en
Finansraad. I Berlin styrtede han sig i en endeløs
Række af tøjlesløse Udsvævelser og deltog i alle de
jammerlige Glæder, som dyrkedes ved Hoffet, «hvor en
modbydelig Blanding af svækkede Syndere og fromladne
Bedesøstre omgav den gamle Konge Friedrich Wilhelm
II.»
Under dette Levned overrumplede den franske Revolution
ham. Dens første Virkning var at tænde en ungdommelig
Begejstring i hans Sjæl. «Hvis denne Revolution skulde
strande, skriver han, vilde jeg holde det for et
af de haardeste Ulykkestilfælde, der nogensinde har
ramt Menneskeslægten. Den er Filosofiens praktiske
Triumf, det første Eksempel paa en Regeringsform,
der grundes paa Principer og et sammenhængende
System. Den er Haabet og Trøsten overfor saa mange
gamle Onder, under hvilke Menneskeheden sukker. Skulde
denne Revolution mislykkes, vilde alle disse Onder
blive ulægelige. Jeg forestiller mig saa levende,
hvorledes allevegne Fortvivlelsens Tavshed til Trods
for Fornuften vilde tilstaa, at Menneskene kun kan
være lykkelige som Slaver, og hvorledes alle store og
smaa Tyranner vilde benytte sig af denne frygtelige
Tilstaaelse til at hævne sig for den Skræk, som den
franske Nations Opvaagnen har indjaget dem.»
Men snart bragte de Rædsler, den franske
Revolution førte med sig, ham til ganske at skifte
Standpunkt. Han blev pludseligt den ivrigste Forfægter
af den gamle Tid. Kampen imod den offenlige Menings
Overmagt, «mod Daarskaben, der gaar i Horder*,
blev hans Livsopgave. Han var ikke i Stand til i
den franske Revolution at se det nødvendige Resultat
af Aarhundreder Uret og Gæring, han indbildte sig,
at det var Overmaalet af kold Forstandskultur, af
Oplysning, der var Aarsag til Lovløsheden. Dette er
et sandt romantisk Træk.
Vistnok laa der noget af virkelig Udvikling hos ham
til Grund for Forandringen. <Menneskerettighederne*,
som han i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
