Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - III. Autoritetsprincipet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Autoritetsprincipet
61
guddommelige Lovgivers Myndighed.* Den virkelig
raadende Forfatning betragter han derimod som værende
af guddommelig Natur, da han fra sit rettroende
Standpunkt hævder, at det er Gud, som giver Folkene
deres Væremaade. Mod Folkets Suverænitet stiller han
da ligesom Bonald og Lamennais Guds Suve rænitet og
havner saaledes i Guds umiddelbare Regering.
Rousseaus politiske Forestillinger var visselig
højst ufuldkomne, og det var let at se, hvilke Farer,
der skjultes i dem. Hans Grundsætning, at Ingen er
forpligtet til at adlyde de Love, i hvilke han ikke
har samtykt, knuser ikke blot Autoriteten som Magt,
men ogsaa den Autoritet, der kun er Fornuftens Form,
og gør al Regering umulig. Hans anden Grundsætning,
at Suveræniteten ligger hos Folket, kan, hvis Folkets
Begreb bestemmes paa ensidig Maade, føre til Flertal
styranni og gøre al Frihed umulig. Hans tredje store
Grundsætning, at «alle Mennesker er lige», kan føre
til Udjævning istedenfor til Retfærdighed. Der var
da Angrebspunkter nok for en Drøftelse, ført ud
fra den moderne Tids Grundtanker. Hegel indlod sig
i sin Tid paa en saadan ved en ny Fortolkning af
Folkesuveræniteten, der indadtil blev bestemt som
Statens Suverænitet, og Heiberg, der gerne sætter
de Hegelske Tanker paa Spidsen, har i sin Afhandling
Om Autoritet givet Hegels Tanke den forbløffende og
fremskridtsfjendske Form, at «om Borgerne ved Statens
Udvikling kommer i Besiddelse af flere Goder eller
ikke, er aldeles ligegyldigt, thi Staten er ikke
til for Borgernes Skyld, men Borgerne for Statens*
*). Selv om man nu har en meget udpræget Uvilje
mod Sætninger af denne Art, hører man dog disse
Indsigelser med den Opmærksomhed, som en moderne
Tankegang kan vente. Hin Tids Uvilje imod Rousseau er
derimod grundet ikke paa Tanke eller Fornuft, men paa
den rene Autoritetstro, og Modsigelsen er tilmed af
saa uredelig Art, at den altid opsøger en eller anden
løsreven Sætning af Rousseau, som læst med god Vilje
lader sig forstaa, men som paa Grund af sin forvovne
Form temmelig let lader sig gøre til Vanvid.
Bonald haaner f. Eks. Rousseau, fordi han har har
sagt: -Et Folk har altid Ret til at forandre sine
Love, selv sine bedste; thi dersom det vil skade sig
selv, hvem har da Ret til at forhindre det deri.*
Sætningen er uforsigtig, men den godkender
*) Hegel: Werke 8ter Band, Philosophie des
Rechts 367. Heiberg: Pros. Skrifter, 10. B. 335.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
