Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - IX. Lyriken: Lamartine og Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190 Reaktionen i
Frankrig
en stille Nattetime, tilbragt paa Søens Vande, sagde,
en Anraa-belse til Tiden, den lykkefyldte Tid, om at
opsætte sin Flugt og staa stille, en Bøn til Tiden
om at ile for de Ulykkelige, der lider ondt, men at
dvæle hos dem, der elsker og elskes, og han gentager
hendes Slutningsudraab: Bønnen er frugtesløs, lad os
da elske hinanden og nyde den flygtige Time! Mennesket
har ingen Havn, Tiden har ingen Strandbred, den
flyder og vi svinder. - Og til denne Gengivelse af
den bortgangne Elskedes Udbrud knytter saa Digteren
sin egen Anraabelse af Naturen. Han tiltaler Søen,
de stumme Klipper, Grotterne, de mørke Skove, de
som Tiden skaaner eller som Tiden kan forynge, og
bønfalder dem om at bevare Erindringen om hin Nat.
Og næsten saa aandig som Lamartine er i Udtrykket
for det elskende Hjertes Sorger og Savn er han,
naar han en enkelt Gang vil give den lykkelige
Kærlighed Udtryk. Det er sket i Digtet Chant d’amour,
hvilket han selv naivt betegner som en moderne
Kærlighedens Højsang med mindre gennemtrængende
Toner og mindre østerlandske Farver end den gamle,
men der i Virkeligheden staar den saa fjernt som
Vesterlandets blufærdigste Aandelighed staar Østens
Sanseglød i fuldbaaren menneskelig Elskov.
Her som overalt er den klagende Ømhed, der slaar over
i Andagt, den Streng, hvorpaa han spiller.
Det er til disse rent menneskelige Digte at i vore
Dage Forkærligheden knytter sig blandt Lamartines
Ungdomsvers. Man ledes og kedes ved de tanketomme
Digte, der efter Opskriften i al religiøs Poesi er
den bare Tilbedelse af en Gud, som be-undres i hans
Værker.
Den Digterpersonlighed, der træder En imøde, er
vistnok stærkt forfængelig, stærkt optagen af sig selv
og sin Elskværdighed, og tidt altfor blødsøden i sit
Udtryk. Men denne Forfængelighed er saa barnlig og
næsten uskyldig, at man hurtigt vænner sig til den,
og det virker velgørende, at den ikke er af literær
Natur. Lamartine er lykkelig over at være smuk,
elsket af fine Kvinder, god Rytter, senere ypperlig
Taler, men han er ikke indbildsk, end ikke stolt,
af sine digteriske Gaver.
Han, hvis Talent i Digtekunsten var en sand
Improvisators, betegner sig i sine Fortaler og
Erindringer bestandigt med fornem Beskedenhed som en,
der dyrker Kunsten for sin Fornøjelse uden at høre
til de særligt Indviedes Tal. Han var forsaavidt
Dilettant, som han var for skødesløs til at kunne
kaldes sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
