Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XI. Det formelle Autoritetsprincips Opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216 Reaktionen i
Frankrig
t>
bildning, at han gør sine Paastande matematisk
indlysende, skildrer ham ligeledes tydeligt nok
som Barn af det samme 18de Aarhundrede, der har
fostret Condillac, og hans Værk som Frugt af den
samme Tidsaand, han vilde bekæmpe. Forskellen er
kun, at Condillac er ligesaa klar og følgestreng,
som Bonald vilkaarlig og selvmodsigende.
Saavel denne Prosa som hin Poesi har et fælles
Særmærke, der behersker den hele Form, nemlig
Forstands foredrag et. Imod denne Hersker er det,
at Literaturen første Gang gør Oprør med Fru de
Staéls Stemningsstil og Chateaubriands farverige
Prosa. Stemning og Farve, det var de to store
Landsforviste, som længst havde været borte og
først kom tilbage. Og besynderligt nok er det ikke
blot ved sine Evner, men ved selve sin Kunstlære,
at Chateaubriand kommer til at staa som en Oprører
mod Autoritetsprincipet i Literaturen, det Princip,
han netop gennem Literaturen vilde hævde. Thi lige fra
den klassiske Poesis første Dage havde den jo søgt
Aandsløftelse og gode Indfald i den hedenske Oldtid
og den hedenske Mytologi. Nu derimod opfordrede han
Digterne til at aabne deres egne og deres Landsmænds
Øjne og Øren for Kristendommens ganske modsatte
Poesi og kom saaledes paa den religiøse Overleverings
Vegne i Strid med den literære. Han er paa én Gang
ny ved sine kunstneriske Grundsætninger og forældet
ved sin Opfattelse af Stat og Samfund, en Skikkelse
med Dobbeltaasvn, hos hvem alle de moderne Stem-
.* 7
ninger bryder frem i digteriske Udtryk under en
ubevægelig Maske af Ærbødighed for alle Fortidens
officielle Autoriteter. Det er især ved sin Form,
at han er Romantikeren før Romantiken. Da derfor
først Lamartine, saa Hugo efter hans Eksempel
forlader den hedenske Mytologi og optager Stof af
den kristne, staar Samtiden i nogen Tid uvis overfor
dem, ikke sikker paa, om den skal se en bibeholdende
eller en regeltrodsende Aand i disse Bestræbelser
for at hævde Religionens Hellighed ad nye Veje,
indtil endelig lidt efter lidt den Spire til en
Kuldkastelse af Autoritetsprincipet, der laa i det
literære Udgangspunkt, udfolder sig saa kraftigt,
at den nye Skole skifter Aasyn.
Det er lærerigt at forfølge Udviklingstrinene i
Victor Hugos forskellige Fortaler til hans Oder. l
den første (fra 1822) paa nogle faa Linjer erklærer
den unge Digter, at sand Poesi kun kan bedømmes ud fra
Kongetroskab og Kristentro. Først det nye Aarhundrede
har, mener han, aabenbaret Verden den Sandhed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
