Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XII. Det virkelige Autoritetsprincips Opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det virkelige Autoritetsprincips Oplosning
237
Undtagelse af én er blevne mere eller mindre
forvanskede ved Tilføjelser, der maa betegnes som
Vildfarelser. Og disse Vildfarelser er atter kun
blevne tagne for gyldige i Kraft af Autoriteten og
eksisterer kun ved den. Hvilken Tilstaaelse! Den
vipper hele Bevisførelsen overende.
Lamennais mærker dog Intet dertil. Med Bifald anfører
han disse Ord af en katolsk Forfatter: «Den katolske
Religion er en Autoritetens Religion, og derfor er den
alene en Vishedens og Rolighedens Religion. Med Triumf
beraaber han sig ogsaa paa det Udsagn af Rousseau,
at «hvis Nogen om Søndagen kunde bevise ham, at han
i Trossager var forpligtet til at underkaste sig en
Andens Afgørelse, vilde han om Mandagen lade sig gøre
til Katolik, og ethvert tankefast og sandhedskærligt
Menneske vilde bære sig ad som han.» Lamennais klapper
i Hænderne, sikker som han er paa at have ført dette
Bevis for, at den Enkelte i Trossager bør underkaste
sig Autoriteten. - Hvilket Bevis!
Et af to: Enten hviler den katolske Kirke paa den
almindelige Anerkendelse af dens Sandhed, eller
den gør det ikke. Hviler den derpaa, saa er den jo
almindelig anerkendt og behøver intet Forsvar, da den
ingen Fornægtere har. Hviler den derimod ikke derpaa,
saa er den ifølge Læren falsk, og intet Forsvar kan
hjælpe den.
Men ikke nok hermed: Selve denne Lære, at den
almindelige Overensstemmelse afgiver Kendemærket paa
det Sande, selv den maa jo ogsaa bevise sin Sandhed
ved at den er almindelig anerkendt. Men lader der sig
nu tænke en mere blodig Skæbnens Ironi end den, at den
ikke blot blev almindelig bestridt, men at Kirken selv
i 1832 forkastede denne Lære? Saaledes stod altsaa
Lamennais pludseligt alene med den Lære, at det var
Summen af alle de Andre, der havde Ret. Lader der sig
tænke en mere latterlig Modsigelse? Ja, der lader sig
tænke en, nemlig den, som straks efter indtraadte: at
Lamennais som Kirkens lydige Søn, bøjende sig under
dens Autoritet, selv frafaldt og afsvor denne sin
Lære om Kirkens Autoritet som Sandhedens ufejlbare
Kendemærke.
Men vi behøver ikke at kaste Blikket saa langt frem
som til 1832 for at se, hvorledes Autoritetsprincipets
Mænd kom i Strid med deres eget Princip. Hvad man end
forfægter, maa man først og fremmest have Frihed til
at tale. Det er det
16*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
