Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XIII. Reaktionens Højdepunkt og Undergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 Reaktionen i
Frankrig
Italien, holdt sig rolig under Kejserdømmet, og levede
efter dets Fald som Landmand og Hellenist paa sin
Gaard i en Landsby i Touraine.
Det var de Forfølgelser, som det sejrende Præsteparti
iværksatte mod Enhver, han være nok saa ringe,
i hvem det ude i Landet sporede en Fjende, der
bragte Paul-Louis Courier til at træde offenligt op
som Forfatter. I 1816 skrev han en Ansøgning til
de to Kamre, for første Gang holdt i den jævne,
kloge Bonde-« stil, han med de reneste græske
Mønstre for Øje forstod at anslaa. I sit simple,
klare, altid dæmpede Sprog fortæller han her
om de kirkeligsindede Provinstyranners smaalige
Forurettelser af stakkels Bønder, som var skyldige
i ikke at have hilset en Præst eller at have «talt
ondt om Regeringen*. Han indrømmer Sandsynligheden
af Beskyldningernes Rigtighed; thi man er i hans Egn
ikke præstekær, og der er meget faa Folk i Egnen,
som véd. hvad Regeringen er. Han viser dernæst,
hvorledes halvaarlig Fængselsstraf uden Lov og Dom,
og Elendighed, Fortvivlelse, Sygdom og Død, paaførte
de Fængsledes Slægtninge og Børn, er Straffen, som
rammer Forseelser uden Vægt. Fyrretyve Gendarmer
slippes 10$ paa en Landsby, blot den mistænkes for
«Bonapartisme*; de Mistænkte rives nøgne ud af deres
Senge og bindes som Misdædere: «Man fører dem bort;
deres Slægtninge, deres Børn vilde have fulgt dem,
hvis Autoriteten havde tilladt det. Autoriteten, mine
Herrer! det er det store Ord i Frankrig ... Overalt
staar skrevet: Ikke Grunde; Autoriteten. Det er sandt
nok, at denne Autoritet ikke er Kirkeforsamlingerncs
eller Kirkefædrenes, endnu mindre Rettens; men det
er Gendarmernes, og den er saa god som en anden.*
Courier skrev ikke Bøger, ikke engang Hefter. Hvad
han virkede ved var Flyveskrifter paa et Par Blade,
højest et Ark, i hvilke han med stor satirisk Kunst,
med tilsyneladende naiv Djærvhed, rettede en gennem
flere Aar (lige til hans Død i 1825 for en Snigmorders
Skud) fortsat Agitation mod det nedarvede Kongedømmes
Regeringssystem.
En Perle af fin Humor er hans Ansøgning til
Deputeretkammeret for Landboerne, som man forhindrer
i at danse. Dens Anledning var det af skinhellige
Sognefogder og Præster udvirkede Forbud mod Bøndernes
Dans paa Landsbyernes Torve. Han afslører Hykleriet,
der har affødt de nye Helligdagsanord-ninger, og den
Skade, de gør. Han véd meget vel, at Helligdagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
