Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XIII. Reaktionens Højdepunkt og Undergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reaktionens Højdepunkt og Undergang
253
i sin Tid blev indstiftet til Trælles og Livegnes
Bedste; men der gives ikke i Frankrig Trælle og
Livegne mere. Nu arbejder Bønderne for sig selv,
naar Skatterne er betalte, og at tvinge dem til
Lediggang, det er en Urimelighed; det er værre
end selve Afgifterne. Thi de kommer idetmindste
Hofmændene til Gode, men Lediggangen kommeringen til
Gode. Han skildrer de unge hidsige Præster rundt om i
Landsbyerne, der tordner mod Dans og alle Fornøjelser,
og i Modsætning til dem den gamle firsinds-tyveaarige
Præst i Véretz, der er elsket af sin Menighed for sin
Humanitet, men som hades og forfølges, fordi han under
Rt-volutionen var edfæstet, og hvis Død som Følge af
et Overfald han i et senere Flyveskrift maa melde. Han
taler om alt dette uden Harme, kun med Hjertesukket:
«Din Vilje ske, o Herre!* Han kan imidlertid ikke lade
være at tilføje: «Men hvem skulde have forudsagt det
ved Austerlitz!»
Han indrømmer, at Landbefolkningen nu er meget
roligere og meget lykkeligere end før Revolutionen,
men han hævder, at den ogsaa er meget mindre troende:
«Præsten i Azai, der sidste Paaske ønskede fire Mand,
der havde været til Alters, til at bære Tronhimmelen,
kunde ikke finde dem i Bven. Bonden er saa
/
w
glad over den Jord, han saa nylig er bleven Ejer af,
[det inddragne Adels- og Kirkegods], at han gaar helt
op i Arbejdet med den, og over den glemmer Religionen
og alt Andet.» Han indrømmer Lamennais Ret til at
bebrejde Befolkningen Ligegyldighed med Hensyn til det
Religiøse. «Vi hører ikke til de Lunkne, som Vorherre
efter Skriftens Ord spytter ud; det er værre endnu:
vi er kolde.»
Man træffer neppe nogensteds mere levende Skildringer
af Samfundstilstandene ude i Landet i Ludvig den
18des sidste Re-geringsaar end hos Courier.
Man satte ham atter og atter i Fængsel for hans
Flyveblade; han skræmmedes ikke deraf. I sit Svar paa
anonyme Breve siger han: «Det er ikke mit gode Hoved,
men min Dumhed, som har bragt mig i Fængsel. Jeg
har simpelthen troet paa Grundloven (la Charté);
det tilstaar jeg til min store Skam ... Aldrig i
mit Liv vilde jeg uden Grundloven være falden paa
at tale til Offenligheden om de Ting, der ligger mig
paa Sinde. Robespierre, Barras og den store Napoleon
havde tyve Aar igennem lært mig at holde min Mund
. . . Men saa kom Grundloven, og man sagde: Tal, Du
er en fri Mand, skriv væk, lad trykke; Pressefriheden
17 *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
