Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - V. Naturfølelsens Dybde og Sandhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naturfølelsens Dybde og Sandhed
307
Og ikke var hint Samliv med Naturen
mig karrigt tilmaalt. I Novemberdage,
naar Taagen, rullende ned i Dalen, gør
en øde Egn mer øde, dybt i Skoven
ved Dag og under Sommernætters Ro,
naar jeg langs Bredden af den skælvende Sø
gik under mørke Høje ensomt hjem,
samlevende jeg dette Samkvem nød.
I Mark og Eng jeg Dag og Nat fornam det,
ved Vandet og, i hele Sommervarmen
og i den kolde Aarets Tid, naar Solen
var gaaet ned og ftyttens Vinduer
synlige milevidt Tusmørket splitted
med Glans. Jeg brød mig ej om deres Vinken.
Lyksalig for os alle var den Tid,
men mig lyksaligst. Landsbyklokken slog
højlydt sit sjette Slag. Ud styrted jeg
hoverende som en Hest, der ung og kraftfuld
ej tænker paa sit Hjem. Staalskoede fløj vi,
mens Skøjten hvisled mod den blanke Is,
i fælles Leg, der efterligned Jagtens
og Skovens Fryd: Skovhornets muntre Klang
og Koblets Gøen og det jagede Vildt.
Saa svæved gennem Mørket vi og Kulden,
og ingen Stemme tav, og stejle Brinker
kasted fra Bredden hver en L}^d tilbage.
Hvert løvtomt Træ og hver en isglat Klippe
da klirrede som Jern, mens ind i Larmen
en fremmed Tone klang fra fjerne Høje,
ej overhørt, tungsindig, og i Øst
gnistrende Stjerner stod og hist i Vest
Himlens Orangeskær sin Lysglans tabte.
Ej sjældent trak jeg mig da bort fra Sværmen
ind i en stille Bugt, hvad eller foer
ad Omvej bort fra mine Fællers Larmen
at krydse Genskinslyset fra en Stjerne,
et Billed, der bestandig flygted for mig
i Blinken langs den glatte Flades Glar.
Og tit, naar vi os drive lod af Vinden og hver en
skygget Skrænt paa begge Sider igennem Mørket gled
forbi, saa har midt under Fartens Susen pludselig
tilbagelænet paa min Hæl jeg standset. End fløj
ensomme Klipper mig forbi; det var som Jordens Klode
synligt drej ed sig om sin Akse for mig. Bag min
Ryg højtideligt sig strakte Bjergenes Rækker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
