Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XV. Republikansk Humanisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Republikansk Humanisme
445
tilbagetrukket og mod al Yderverdenens Støj og
Larm velbefæstet Liv. (Se Indledningen til Dialogen
Southey og Landor, Works I, 57). Saa drøfter Epikur
skemtefuldt og fint med Ternissa, den yngste af
Pigerne, hvorvidt Myten om Boreas, Zethes og Kaiais
bør opfattes bogstaveligt eller ej, medens den ældre
unge Pige Leontion skelmsk har Ternissa tilbedste
for hendes Lettroenhed. Derefter glider Samtalen, alt
imedens den legende bevæger sig om det friske Vinløv
og de nys hidbragte Oliventræer, over i den rørende
og dybe Underholdning om Frygten for Døden, under
hvilken Epikurs mandige Værdighed og Ro begejstrer
de unge Piger til de heftigste Udbrud mod dem, der
forfølger og nedsætter ham som Ateist. Det viser sig
endog, at Leontion har skrevet et helt Hefte fuldt
til hans Forsvar som Gendrivelse af Theofrastos’s
Angreb. Epikur viser hende med mild Højhed, hvor
unyttige Forsvar mod slige Angreb er og forklarer
hende, hvorfor han aldrig vil kæmpe eller rivalisere
med Nogen. «Jeg vilde ikke kappes selv med Mænd, der
var istand til at kappes med mig . . . med hvem skulde
jeg kappes? med de ringere? Det var uhæderligt. Med
de større? Det var frugtesløst**). Atter her skimtes
Landors eget Aasyn. Thi dette var nøje den Mands
Tankegang, der faa Aar før sin Død forsynede sin
sidste Bog med disse fire Linjer som Motto:
Med Ingen stred jeg. Ingen var det værd. Natur,
saa Kunst, jeg elsked stærkt, skønt kort. Jeg begge
Hænder holdt Livsilden nær. Den synker; jeg er rede
at gaa bort.
Den første Linje indeholder paa én Gang Bekendelsen
og Retfærdiggørelsen af det tilsyneladende anmassende
Væsen hos ham, som smaa Sjæle fandt det saa vanskeligt
at føle Overbærenhed med eller holde af. Den anden
Linje erklærer hvad der var den oprindelige Genstand
for hans dybe Granskning og hvad der var dets anden
Genstand, som fuldstændiggjorde den første. Den tredje
Linje udtaler den ædle Filosofi, som opretholdt
og nærede hans Aand under saa megen Miskendelse
og Modgang, og den sidste viser ham med den rolige
Værdighed, der stemte med
*) I would not contend even with men, able to contend
with me .., Whom should I contend with? the less? it
were inglorious, The greater? it were vain.
29*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
