Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVI. Radikal Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Radikal Naturalisme
467
blot «Det er en stor Fristelse; hvis gamle
Kærlinger har Ret, kunde jeg i dette Minut have været
paa en anden Planet.»
I Italien levede han bestandig i fri Luft, snart
paa de lange Rideture med Byron i Venedig, Ravenna
og Pisa, snart i Robaad paa Arno og Serchio, eller i
Sejlbaad paa det tokanske Hav. Det er ogsaa værd at
mærke, hvorledes Baaden er en Yndlings-lignelse hos
ham. Og digtede han ikke tilsøs, da i hvert Fald i fri
Luft. Prometheus skrev han i Rom, liggende oppe paa
Caracallas Bades bjerglignende Ruiner, og det var paa
disse svimlende høje med Blomstertykninger begroede
Buer, at han fandt Inspirationen til Digtet i Roms
klare Himmel og Foraarets kraftige, næsten bedøvende
Opvaagnen i det herlige Klima. Livets Triumf skrev
han dels siddende paa Husets Tag i Lerici, dels i
Baad under den mest overvældende Hede og Tørke. Men
Shelley havde Salamandernaturen og levede først ret
under stegende Sol.
Det var liggende i en Lund ved Arnoen nær ved
Florents, at han skrev sit mægtigste Digt, Oden til
Vestenvinden.
De første Stanzer genkalder Vindens Efteraarsptist,
der driver de døde Blade afsted, gule, sorte, blege,
hektisk røde, pestslagne og dens Foraarspust, der
fylder Dal og Høj med levende Farver og Vellugt -
en Susen, der har sit Ekko i Sonetternes
dybe Omkvæd: Hør, o hør!
Og minder det ikke atter om de gamle Mytologier, naar
han synger om de løse Regnskyer, der nedrystes paa
Vindens Flade fra Himlens og Havets sammenslyngede
Grene, om Stormens Lokker, der spredes over den
luftige Flade som det lyse Haar, der løfter sig fra
en ildfuld Mænades Hoved!
Men Vestenvindens Pust og Shelleys hele Sjæl er i
dette Slutningsudbrud (Adolf Hansens Oversættelse):
O løft mig da som Bølge, Sky og Blad!
Mod Livets Torne synker jeg Jeg bloder. Tungt
Tidens Vægt min Kraft har splittet ad.
Jeg var dig altfor Hg - stolt, ildfuld, glad.
Lad mig, lig Skoven, som din Lyre bruse!
Hvad om mit Liv som dens maa visnet vige! Naar dine
Harmoniers Hvirvler suse,
en høstlig Klang tungsindig mild skal stige fra
begges Sangbund. Du, som trodser Skranker,
vær du min Aand! Vær mig, utæmmelige!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
