Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVI. Radikal Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Radikal Naturalisme
469
Du sidste af Flokken i Stjernernes Gry!
Du svinger dig, som du var ny. Er ej Lemmerne stille
foruden Aand? Kan du røre dig? Død er Napoleon.
Er dit Hjerte ej blevet koldt?
Er endnu paa din Arne en Gnist? Ringed ej Ligklokker
hist?
Har hans Død ikke din forvoldt? Du varmed dog Fingrene
lige til sidst
over Ilden, hans Sjæl underholdt. Hans varmende
Flamme du blussende nød, Kan du le da, vor Moder,
nu han er død?
Jorden jubler: I Live og slet ikke kold!
stedse mere og mere kry! De Døde gør mig titusindefold
mere hastig og ildfuld og ny. Jeg var skyet og vranten
og kold
som et frossent Kaos fra Tidens Old, til ved Aandens
Ild fra den mægtige Døde jeg fik Ildhu paan}’.
Hans Ild er min Føde.
Med sin Sjæls Øje saa Shelley Kloderne i Verdensrummet
dreje sig besjælede, glødende indadtil, lysende
udadtil i Natten; hans Blik loddede .de dybe
Afgrunde, hvor grønne Verdener gled hverandre forbi,
Vandrestjerner med glimrende Lokker, kolde og klare
Ismaaner. Han ligner dem ved de Kugler af Dug, der om
Morgenen fylder Blomsternes Kalke, han ser dem rulle
Verden efter Verden fra Tilblivelse til Undergang
som Bobler paa en Flod, gnistrende, bristende og
dog udødelige, bestandig vævende nye Væsener, nye
Love, nye Guder, lyse eller mørke, som Kjortler,
de kaster over Dødens nøgne Ribben. Han ser dem som
Raffael malte dem i Rom i Santa Maria del Popolo,
hver behersket og ført af sin Engel, og i Kraft af sin
Indbildningskrafts poetiske Magtfuldkommenhed anviser
han den stakkels afdøde Keats en saadan ledig Trone,
en kongeløs Sol.
Hans Atlasbjergets Fé har sit Hjem i Æteren. Som Arion
paa Delfinens Ryg rider hun paa Skyen syngende gennem
Luften og ler, naar hun hører Ildkuglernes brølende
Susen bag sig. Her spiller Shelley med Himmellegemerne
som en Jonglør med sine Kugler; i Prometheas aabner
han dem som Botanikeren aabner en Blomst. I fjerde
Akt skildres Jorden gennemsigtig som Krystal og alle
dens Lag over hverandre, dens Bølger af Ild, dens
uhyre Kilder, hvoraf Havet dies. dens Forsteninger,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
