Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVII. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
506 Naturalismen i
England
lands taagede Højlande, men om Genfersøen i dens evige
Farvepragt og om det græske Øhav. Ham sysselsatte
ikke hans Folks historiske Bedrifter, ikke Kampene
mellem den røde og hvide Rose, men Nutidens Politik
og blandt Fortidsminderne kun Erindringerne om de
store Frihedskampe. De gamle Statuer var ham Sten;
han fandt de levende Kvinder skønnere end alle de
antike Gudinder (dumt Tøjeri kalder han de ideale
Stenbilleder i Don Juan), men han faldt i Tanker
paa Marathon-marken og har i begge sine fortællende
Digtninge forherliget den. Og da han i sit sidste
Leveaar kom til Ithaka, viste han Førernes Tilbud
om at se Øens Monumenter tilbage med de Ord til
Trelawney: «Jeg hader Vrøvlet om Oldtidsminder. Tror
de Mennesker da, at jeg ingen lyse Øjeblikke har og er
kommen til Grækenland for at sammensmøre endnu flere
Taabeligheder!» Den praktiske Frihedspatos slugte
tilsidst endog den poetiske hos ham. Med Byron er
den romantiske Følsomhed forbi; med ham oprinder den
moderne Aand i Poesien; derfor virkede han ikke blot
for sit Land, men for Europa.
Paa Malta var Byron stærkt fængslet af en ung
dejlig Dame. hvis Bekendtskab han gjorde der, en Fru
Spencer Smith, som af politiske Grunde forfulgtes af
Napoleon. Der udviklede sig mellem ham og hende et
sværmerisk Venskab, som har efterladt sig Minder i
en hel Række af Byrons Poesier. (Childe Harold II,
30. To Florence. Lines wriiten in an Album. Stanzas
composed during a thunderstorm. Stanzas w ritten in
passing the Ambrasian Gulf.) Fra Malta gik Rejsen
gennem Vestgrækenland til Albanien, «vilde Mænds
trodsige Amme», som han i Childe Harold kalder Landet,
hvor «Ulven strejfer om, og Ørnen hvæsser sin Klo,
og Mænd huser, der er vildere end Ulv og Ørn.»
Det er betegnende for Byron,, at hans første Rejse
gjaldt Egne, der laa udenfor al Civilisation, og hvor
Personligheden var næsten ubunden af Vedtægt. Det var
et Valgslægtskab som drog ham til disse Naturoptrin
og disse Mennesker. Det gik ham som den unge Mand i
Wordsworth^ Ruth:
Hvad han i disse Egne fandt uregelret, hans Hjerte
vandt som Syn, som Lyd, som Sag. Det vakte en
beslægtet Klang, retfærdiggjorde ved sit Hang hans
eget Hjertes Slag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
